Lige hvad jeg trængte til.

Jeg elsker min familie, som i stor elsker. Men jeg har trængt til at se andre mennesker ( og tænker ikke jeg er den eneste 😂) og ikke bare de få jeg ser, når jeg er ude og handle. Men trængte til snak og grin og hygge. Ikke lige det nemmeste i disse tider.

Men så hørte jeg fra en der havde spillet banko over Skype med vennerne og vupti fik jeg på få dage arrangeret banko med mine kolleger. For ja dem savner jeg enormt.

Så i går aftes var vi 23 der spillede banko over Skype. Invitationen lød på; lav selv din egen banko plade og medbring egne drikkevarer 😉

Det var så hyggeligt og skønt at se dem. Vi grinede og fik også både spille og snakket. Tak for jer – hvis I læser med. I gav mig lige den energi indsprøjtning, jeg manglede. Vi har allerede aftalt en ny spilleaften efter påske, hvis vi stadigvæk ikke må komme på arbejde.

Jeg må virkelig anbefale alle at gøre det. Spil med vennerne eller familien. Spis middag, drik et glas vin. Det gav mig virkelig noget, efter jeg noget tid har haft det sådan on/off. Jeg var simpelthen i socialt underskud.

1. dag med hjemmekontor, hjemmeskole, Danmark er lukket ned…. kært barn har mange navne…

Så startede den nye hverdag. Men hjemmekontor og bløde bukser; hvilket egentlig var ok.

Min dag begyndte med først at være IT-vejleder; suk… normalt ville jeg jo sige:” Gå på kontoret og spør…” men nu måtte fikse det.

Derefter skypemøde med mit team. Vi fik koordineret hvad der skulle koordineres og snakket og grint.

Derefter havde jeg planlagt at hjemmeskolen skulle åbne…. meeeen…. alle børn manglede vinkelmålere. Og da jeg ikke fattede lærerens fine beskrivelse af, hvordan man kunne bruge hjørnet på et stykke papir, fik de kære børn tidligt frikvarter, så jeg kunne køre til Rønne og hamstre vinkelmålere.

Hjemme igen… var det blevet tid til frokost. Læreren var blevet sulten… Og endelig kom vi igang med matematik. Sent… så sent så vi slet ikke fik brugt de ski…. vinkelmålere. Men hva… det skal vi/de i morgen.

It vejlederen trådte til igen, da Min Uddannelse ikke ville uploade et billede. It vejleder kunne ikke få det til at virke. It vejleder fik hjælp fra den ene 11 årige. Billede blev uploadet.

Nu er jeg træt… og det var kun dag 1. Hvordan er jeres dag gået derude?

Har bygget hule.

Jeg vågnede natten til torsdag med en krop i alarm beredskab. Uro i kroppen. Hjertebanken. Tankemylder.

Det var ikke mange timer efter at Mette F. havde sagt at nu skulle Danmark lukke ned. Hvilket er en beslutning, som jeg støtter fuldt op om.

Tankerne myldrede rundt timerne indtil det blev tid til at stå op. Op til at fortælle mine børn at de ikke skulle i skole forløbeligt. Op til en arbejdsdag som ikke blev, som det der var planlagt.

Med kaffe i koppen og høj musik kom jeg til Rønne, uro på næsten nul. Fantastisk tænkte jeg; det var nok bare dårlig søvn.

Det blev en god dag, meget få elever, pakkede arbejdscomputeren og andre småting og kørte hjem. Fredag skulle jeg ikke møde ind men fik en mail med arbejdstider for den kommende periode, da jeg indgår i skolens nødberedskab.

Så kom endnu et pressemøde…. og siden da har min krop stort set været i alarmberedskab. Har især uro og hjertebanken. Tankermylder er mest om natten.

Hvorfor ? Gid jeg vidste det. Jeg har ikke tanker om Corona og at vi får det. Men min krop reagerer. Den tænker: Flygt hvis det bliver nødvendigt. Vær klar. Vær beredt. Der er en fare. Det er virkelig svært at forklare og det må være endnu mere svært at forstå.

Derfor har jeg i dag bygget hule. Der får jeg ro, der kan jeg nogenlunde få styr på tankerne. Jeg har læst flere steder om andre med angst at de også i disse dage har det som mig. Så jeg er ikke alene; selvom jeg føler det. Vi er flere. Flere der føler angsten; lidt eller meget. Mærker uro og tænker tanker, som er irrationelle. Samtidig holder vi os igang, for familiens skyld – for vores egen skyld. Lige i dag blev det hule, og det har været godt for mig. At give mig det “rum” at være i og have lov at være i.

Kram til jer alle…. gør nu som der anbefales. Stå sammen – hver for sig.

Mine ups and downs for uge 10.

God søndag, et indlæg om min uge som den så ud i ups and downs.

↑ Mine to yngste havde fødselsdag, de blev 11 år.

↓At jeg lige præcis på deres fødselsdag, havde så meget angst, som jeg ikke har haft i flere måneder. #øvøvøv

 

↑Jeg har spist sundt hele ugen. Opstartet sellerijuice efter en uge uden, spist salat bowls mm. I’m in game.

↓At jeg ikke har tabt så meget som et ene gram. Det er fa…. tarveligt og meget lidt motiverende.

 

↑ Har købt en fantastisk bog, som hedder: Det er ok at føle… angst. Den er som skrevet om mig. Forfatterende viser angst gennem hendes egne illustrationer.

↓Jeg har allerede læst den.

Også er resten kun ups…. det er da ret ok ♥

↑ Da jeg 3 gange i træk, sagde noget sjovt og jeg selv også 3. gang grinte… ja ja… men altså, det er sundt at grine.

↑ At jeg har holdt et mål, jeg har sat mig.

↑ At lysten til at være krea er kommet igen.

↑ At jeg er blevet kaldt modig. Tak…. bare tak ♥

 

 

 

 

Jeg har lyst til….

  • Vinterferie. Jeg trænger! Men 5 dage til ferie er heldigvis overskueligt.
  • Fastelavnsboller… De store… med hindbærskum….
  • Kaffe… men kan jeg så sove? Skidt med det, kan jeg ikke få fastelavnsboller, kan jeg da få en kop kaffe.
  • At købe et nyt spisebord. Det er SÅ grimt det vi har.
  • Sove i 100 år… er man så Tornerose, når man vågner?
  • Rejse. Og gerne til New York.
  • Make-over af stue og køkken/alrum. Er faldet for flere svenske insta profiler, der viser fine stuer og køkkener.
  • Sagde jeg ferie? Nåå ja og bildte mig selv ind at 5 dage var overskueligt 🙈

Sløv sløv søndag.

Det regner og blæser og det er som om at denne januar allerede har varet alt for længe. Også er der stadigvæk mange lange mørke dage endnu, førend den er omme. Jeg bliver sløv og i små dårligt humør i dette vejr. Ja-hatten er væk, pist forsvundet og jeg har mest lyst til at putte på sofaen med alt det usunde, dyne og film.

Så det gjorde jeg i går – fantastisk. Grunden til at jeg ikke gør det i dag, er at der er optaget. Min yngste har indtaget sofaen med dyne og iPad. Hun ligner sin mor 🙂 Så jeg sløver den ved spisebordet med kaffe, puslespil og når ja snøfler. Jeg gider ikke slå mig selv oveni hovedet. Det går vel over, tænker jeg.  Det der med at være sløv. På et tidspunkt er pakken jo tom og den regn må da stoppe og ifølge kalenderen, er der også en ende på januar. Den er god nok, jeg har lige tjekket igen.

 

 

 

 

 

Godt i gang.

Det var godt nok tidligt det vækkeur ringede i går morges, ja og i dag også. 5.30… det er jo nærmest nat på det tidspunkt. Men vi er igang igen og det er fint nok og hey der er 9 uger til vinterferien.

Bønnepate’en som jeg lavede forleden dag blev rigtig god, manglede lidt smag, men jeg puttede heller ikke alle de krydderier i, som der stod i opskriften, da jeg ikke kan lide dem. Næste gang jeg laver den, vil jeg dog finde på noget at putte i, der giver lidt mere smag.

Har spist den både til aften og på madpakke til en kål salat og den er god både varm og kold. Så anbefaling herfra.

Har begge morgener drukket selleri juice, dejligt at være igang igen på den sunde bølge omend jeg craver chokolade…. big time… og hele tiden…. spis en gulerod Pernille… men helt ærligt, en gulerod smager bare ikke ligeså godt som en Twix bar. Vel?

Men altså selvom ferie er godt, så er hverdagen jo også helt ok. Det er dejligt at være sammen med mine kolleger igen og med mine elever. Allerede i går kom der guldkorn fra dem, det er virkelig en fornøjelse at være sammen med dem og de bringer hver dag smil på læben.

Sidste år var jeg lige startet på min orlov og jeg husker det som om at jeg hele januar sov, læste og så serier. Hvor er jeg kommet langt, jeg har stadig ting at arbejde med og ting som ikke er nemme. Men alt i alt er jeg kommet langt. Og det er f*…. fedt og sejt af mig.

De der selleri, som jeg faktisk er begyndt at holde af (igen… dog ikke ligesom meget som Twix 😉 )

Tilbageblik på året der gik.

Ved årsskiftet kan jeg godt lide at se tilbage på det år, der er gået. Ved hjælp af billeder på telefonen tog jeg forleden dag turen tilbage til januar, hvor min orlov startede. 1/2 uden nogen planer… et par idéer jo, men ingen planer.

I januar blev min ældste datter pony ejer, da vi købte Kalybso. En helt fantastisk sød og dejlig pony, som jeg i den grad også faldt for. Hvem skulle have troet det.

I februar holdt jeg fødselsdag for veninder og kollegaer på Oluf Høst museet. Det var så hyggelig en eftermiddag, at jeg gentager den igen til februar.

I marts begyndte jeg endelig at finde den ro, jeg sådan havde savnet og foråret bød på flere og flere dage uden angst. Jeg fik mere overskud og jeg nød i den grad at gå hjemme. Jeg har fået skrevet på nogle forskellige ting. Blog indlæg både her og på Folkeskolen.dk, samt på en børnebog. Den er langt fra skrevet færdig, måske bliver den den aldrig, men den fik mig i gang med skriveriet og jeg har nu flere idéer på lager.

Foråret bød på planlægning og klargøring til konfirmation og en smuk tåget søndag i maj blev vores ældste datter konfirmeret. Det var så hyggelig en dag og dejligt at fejre hende med familie og venner.

Derefter fik jeg gang i en gammel drøm. En lille gårdbutik og til at starte med med loppeting og sager.  Hylderne i min lille gårdbutik har stadig mange loppeting på hylderne og den åbner igen til påske. Jeg tager en sæson til med loppeting, og derefter vil jeg se om det er loppeting eller noget andet, den skal fortsætte med.

I juni sluttede min orlov, dog kun med en uge tilbage på skolen inden sommerferie. Det var en rigtig god måde at starte på. Stille og rolig uden elever og med en masse effektiv planlægning med mit team.

Derefter nød jeg en dejlig lang sommer ferie med børnene, Martin arbejdede som altid på museet og der var meget arbejde denne sommer, så det var ikke meget vi så ham. Men vi stor nød de bornholmske strande, natur og lækre is.

August kom og jeg startede rigtigt op på arbejdede, dog i starten med en 4 dags arbejdsuge. Det er gået helt forrygende og selvom jeg var vild med at gå hjemme, så var det også rigtig godt at være tilbage.

Efteråret kom og desværre har jeg et par gange mærket angsten igen, det er især når jeg presser for mange ting ind i kalenderen, så jeg har indimellem lige måtte stoppe op og trække vejret. Jeg er startet hos diætist og har tabt 6 kilo…. måske lidt er kommet på her i juleferien, men er tilbage på sporet på mandag (skal lige have resten af ferien med)

Og nu står et splinter nyt år foran mig. Nyt og klar og lige til at tage i brug.

Jeg skal til foråret afslutte mit samtale forløb, og det bliver spændende at skulle “stå på egne ben”. Jeg er klar og derfor skal jeg selvfølgelig afsluttes, men ja det bliver mærkeligt og jeg får lidt uro i maven, når jeg tænker på det.

Jeg har også andre planer for 2020 (hvor ser det egentlig pænt ud…2020) men pt. er det idéer på et stykke på papir, men noget af det har bl.a at gøre med Pernilleshylde 🙂

Rigtig godt nytår til jer derude –  og tak fordi I læser med.

 

 

I dag blev dyne dag.

Jeg prøvede. Jeg stod op, gik i bad, tog tøj på. Med hjertebanken og gråd i halsen.

Men det blev ikke bedre. Møg tanker. Møg angst. Møg!!!

Så i dag kunne jeg ikke andet end kravle under dynen. Meldte mig syg tudende.

Jeg har sovet hele dagen. Vågnet fuldstændig baldret. Jeg skal heldigvis til samtale i morgen på hospitalet. Jeg har så mange tanker og for mange søvnløse nætter. Det er et tegn, jeg skal tage alvorligt. Men hvad er mine muligheder?

Jeg synes ellers jeg har nailet den angst længe. I dag fik den mig. I dag sidder den og griner i sit hjørne. I dag måtte jeg ty til at lukke alt ude og kunne hverken tage den i hånden eller give den et spark.

Søndagen der forsvandt.

På trods af at min søndag startede tidligt. (Læs kl 4.07 – jeps der var jeg bare vågen) synes jeg alligevel at den er smuldret ud gennem fingrene på mig.

Kl. 4.07 tog jeg dynen med på sofaen i håb om et par timers søvn. Men regn og blæst stod ind på ruden og da tankerne oveni rodede rundt i hovedet, besluttede jeg at søndagen bare begyndte tidligt.

Så jeg lavede mig et stort krus kaffe og tog et par afsnit af The Crown. Formiddagen blev brugt på at tulle rundt – havde masser af planer for dagen men kunne ikke tage mig sammen.

Kaffedate med min søster – pr telefon; (hun bor på Sjælland) hjalp ikke på rodet i hovedet så tænkte lidt krea ville hjælpe. Havde hele dagen også nusset rundt om yngste datter som i går faldt af ponyen og havde slået ryggen. Mor her var i går cool, men i dag i takt som smerterne tog til, aftog min coolness og jeg tænkte et opkald til 1813 kunne berolige mig. 43 (!!!) minutter senere og en halv stjerne (julepynt) var jeg ikke blevet mere rolig, for vi blev sendt en tur på akutmodtagelsen.

Heldigvis er det kun slaget; men hun har godt nok ondt min lille mus.

Så julesmåkager og brændte mandler må blive næste weekend, ligesom julepynt mm.

Ugen byder på lange dage med møder men munder ud i julefrokost på skolen på fredag – det trænger jeg til. Til dans, snak og grin. Også må vi se om de der julesmåkager bliver bagt næste weekend eller om mor skal restituere sig 😁😁