Sommerferie anno 1983. Del 1.

Sommeren 1983 blev campingvognen igen sat bagpå bilen og vi kørte til Tyskland og Frankrig på sommerferie. Jeg er nu blevet 6 år, og husker virkelig meget fra denne ferie. En af de ting jeg husker fra alle vores campingferier var de lange køreture. Min storesøster og jeg elskede dem. Mellem os på bagsædet havde vi en kasse med Barbiedukker og vi kunne få mange timer til at gå på de tyske motorveje med at lege med dem, samtidig med at Shu bi dua eller Kim Larsen var baggrundsmusik. En gang i timen blev der dog slukket, når vi skulle høre tysk radio, og det første ord jeg lærte på tysk var Stau = kø.

Igen er det min fars logbogsnotater, jeg her gengiver. Kom med på ferie 1983.

Som for to år siden begyndte vi på Gedser camping, bl.a. med udskiftning af næsehjul. Med første færge kl. 6.00 skulle vi tidligt i seng, men havde en rolig og hyggelig dag og aften. Naboer var DCK’ere. Vejret: super sol.

Første dag gennem Tyskland til “vor gamle plads” Werra im Zella, hvor “Leopold”, som slet ikke hedder Leopold, tog vel imod os med et par glas kolde fadøl. Vi hyggede os på hans terrasse og blev enige om at spise en Jægerschnitzel der. Henriette fik en kæmpe kotelet, Pernille fik suppe. Til dessert fik alle jordbær is-dessert; super lækkert. Om aftenen og natten var det et forrygende tordenvejr.

Efter en lang dags kørsel i regnvejr kom vi til Alasace ved 18-tiden, tidligere end beregnet. Spiste “kun håndmadder”. Om natten regnede det igen, men ellers var vejret dejligt. Vi nåede at sige goddag til storken, før vi handlede og drog videre sydpå og næste campingplads blev lidt uden beregning. Vi ville have kørt direkte til Meursault, men vi havde et uheld på motorvejen ligefor Beaune. Vi punkterede på campingvognen. Vi fik dog hurtig hjælp via nødtelefoner og i løbet af af 2 timer var vi blivet slæbt, udskiftet og betalt 1100 ff. for 2 nye dæk. Mekanikeren anbefalede os denne helt nye plads, som også var meget fin. Vi slappede af, grillede og gik så i seng. 

Onsdag morgen kørte vi så til Meursault ; La grappe d’or. Pia synes ikke det er den allerbedste plads, men jeg nyder udsigten lige nedenfor hvor vi står er 1. cru vinmarker. (min var er vinhandler) Vejret er blandet, men vi hygger os, vi spiser god bourgogne frokost, men drikker kold øl til. Griller pølser g mørbrad til aften, henter 24 snegle “lige om hjørnet” får ost og dessert. Vin de table til maden, men udemærket til 5, 80 ff. 

Jeg husker denne campingplads, som helt fantastisk.

Torsdag på indkøb fra morgenstunden. Så kørte vi til de sydligste vin kommuner, Meursault, Puligny-Montrachet, Chassagne-Montrachet og Santenay, vi fotograferede og huggede jordprøver. (Ja… min far samler/ede på jordprøver fra div. vindistrikter….)

Spiste store skiver skinke og røræg til frokost. Afslappet eftermiddag. Ostebord om aftenen, den røde vin de table  var udrikkelig, så vi købte en Pinot noir, 29 ff. Efter aftensmaden spillede vi flaskeleg med danske camp-letter. Bagefter spillede ungerne ludo i Adriaen, de voksne drag vermouth og whisky i forteltet. I seng kl. 23.30.

Fredag handlede far ind alene, pigerne havde nu legekammerater og mor ordnede campingvogn. Der var marked i Meursault. Vejret ser nu bedre ud, det er ved at klare op, men en frisk brise gør det udholdeligt.

Lørdag og søndag råhyggede vi os i det nu åbne badebassin med “det kulde gys” ved indgangen. Madmæssigt spiste vi fransk frokost og grillede mad til aften. F.eks. lækre lamme koteletter med købe pommesfrites, derefter gode franske oste og en flaske vin var ikke nok pr. måltid. Vi fik også specialiteten Le Bouef Bourguignon. Vi havde også en lille slik dag eller to og pigerne spiste masser af is.

Mandag farvel til de danske venner, de kørte, vi blev, for vi ville gerne bade og vi var også ude at spise. Vi fik specialiteter på hotellet i Meursault. Vejret var “for solrigt og for varmt”, men det gik da. Sneglene var himmelske, den varme terrine var ikke lige os, men alt i alt var det godt og vi fik en spændende vin. Det var egentlig meningen at forlade Meursault om mandagen, men alle havde det godt nu og swimmingpoolen trak jo meget, da det var varmt. Imidlertid skulle vi også til Cote de Nuits så tiden var inde til at søge nordpå, men først var vi i Beaune, hvor vi bl.a. købte Henriettes Barbie camper til hende i fødselsdagsgave (næste søndag)

Efter rundtur efter en egnet campingplads enedes vi om at tage tilbage til Smule-Guillaumme og nu var også et søbad åbent her. Vi lå der i 5 nætter, mens vi hyggede, badede, så vinmarker mm. Bl.a. om søndagen var det jo Henriettes fødselsdag, vi fik god frokost og om eftermiddagen lækre franske hindbærtærter, vi var naturligvis også i vandet et par gange. Om aftenen grillede vi bøffer, men lavet som grillspyd. Jeg tror, alle havde en god dag. Pigerne brugte også en masse tid på at lege med Barbies camper og Skipper. 

På vin arbejdsturerne handlede vi et par gange i Gevrey- Chambertin, spiste frokost lige over Romanée-Conti, oppe i det vilde skov højt oppe. Det var næsten 40 grader varmt og solen bagte lige ned, så der var ingen skygge. Inden frokost havde vi fået et par pastis på den lokale i Vosne – Romance.

 

Og her holder jeg en lille pause i fortællingen. Og vender snarest tilbage med del 2 af sommerferie 1983.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *