Jeg vågnede natten til torsdag med en krop i alarm beredskab. Uro i kroppen. Hjertebanken. Tankemylder.
Det var ikke mange timer efter at Mette F. havde sagt at nu skulle Danmark lukke ned. Hvilket er en beslutning, som jeg støtter fuldt op om.
Tankerne myldrede rundt timerne indtil det blev tid til at stå op. Op til at fortælle mine børn at de ikke skulle i skole forløbeligt. Op til en arbejdsdag som ikke blev, som det der var planlagt.
Med kaffe i koppen og høj musik kom jeg til Rønne, uro på næsten nul. Fantastisk tænkte jeg; det var nok bare dårlig søvn.
Det blev en god dag, meget få elever, pakkede arbejdscomputeren og andre småting og kørte hjem. Fredag skulle jeg ikke møde ind men fik en mail med arbejdstider for den kommende periode, da jeg indgår i skolens nødberedskab.
Så kom endnu et pressemøde…. og siden da har min krop stort set været i alarmberedskab. Har især uro og hjertebanken. Tankermylder er mest om natten.
Hvorfor ? Gid jeg vidste det. Jeg har ikke tanker om Corona og at vi får det. Men min krop reagerer. Den tænker: Flygt hvis det bliver nødvendigt. Vær klar. Vær beredt. Der er en fare. Det er virkelig svært at forklare og det må være endnu mere svært at forstå.
Derfor har jeg i dag bygget hule. Der får jeg ro, der kan jeg nogenlunde få styr på tankerne. Jeg har læst flere steder om andre med angst at de også i disse dage har det som mig. Så jeg er ikke alene; selvom jeg føler det. Vi er flere. Flere der føler angsten; lidt eller meget. Mærker uro og tænker tanker, som er irrationelle. Samtidig holder vi os igang, for familiens skyld – for vores egen skyld. Lige i dag blev det hule, og det har været godt for mig. At give mig det “rum” at være i og have lov at være i.
Kram til jer alle…. gør nu som der anbefales. Stå sammen – hver for sig.
