Januar var våd, lang og mørk; det har jeg vist skrevet før – men seriøst det var den virkelig.
Februar kom med lys og sol. Selvom der også har været regn, er det som om jeg kan se udenom det. Der er kommet et lys om morgenen, som er så smukt når vi står op.
Jo længere jeg følte januar var, jo mere sur og træt blev jeg. Den der surhed, hvor det ikke er noget bestemt, men at man bare vågner sur og går i seng sur. Hvor jeg bare hader det – og selvom jeg prøvede at hanke op i mig, så skete det bare ikke. Men i lørdags var det som om, der skete noget. Med februars kommen forsvandt min surhed, og mon ikke også jeg får bugt med den der træthed.
I dag var jeg til samtale ude på hospitalet. Det er 6 uger siden jeg sidst var der. Vi talte om, hvor meget der er sket med mig, siden jeg startede derude. Jeg er blevet meget bedre til at lytte til mig selv og de signaler kroppen sender mig. Hvad og hvor meget kan jeg magte og overskue.
Forleden aflyste jeg en fødselsdagskomsammen, jeg havde inviteret til. Møg ærgerligt at aflyse. Men jeg kunne mærke, at det blev jeg nød til. Sidste år kunne jeg, men ikke i år. Istedet har mit fantastiske team inviteret mig på café på søndag. Har jeg lige verdens bedste kolleger?
Jeg har max 3 samtaler tilbage. Jeg har dato på den sidste gang og inden da, skal jeg en eller to gange derud. Så skal jeg stå på egne ben. Jeg kan stå på egne ben. Jeg er klar. Jeg har ikke mere brug for at komme derude, ikke mere brug for dem. Ikke mere brug for hjælp, for jeg kan godt. Det er virkelig så fantastisk – på et tidspunkt troede jeg ikke det ville være muligt. Men… en korkprop flyder jo heldigvis ovenpå 🙂
