Tvillingemor – min fødselsberetning.

For 12 år siden fødte jeg vores tvillinger Nora og Balder. Jeg har i dag læst og genskrevet min fødselsberetning, den har bragt minder, tanker og rev mig med tilbage til selve dagen, hvor de kom til verden.

God læsning.

Fødselsberetning. D. 3. marts 2009.

Nora og Balder født 39 +3; 4 dage før termin.

11. februar 2009.

Det er min fødselsdag og vi skal til vækstscanning på hospitalet. Det er vi hver 14. dag, for at følge tvillingerne.

Vi er spændt på om Tvilling A (Nora) fortsat ligger med hovedet nedad, som hun gjorde ved sidste scanning.

Alt ser fint ud; tvilling. A ligger stadig med hovedet nedad, men står ikke fast. Begge har det godt derinde.Vi får en tid til igangsættelse d. 24. februar. Jeg håber, at jeg går i fødsel inden, da jeg er stor og besværet og har en del vand i kroppen.

D.24. februar 2009.

Vi møder ind på fødegangen kl. 14.00, hvor jeg får kørt ctg og bliver undersøgt. Jeg har stadig 1½ cm livmoderhals og det ser ikke ud til, at jeg selv går i fødsel det næste døgns tid. Vi får at vide, at vi skal komme igen næste morgen kl. 9.00 til igangsættelse.

D.25. februar 2009.

Jeg har svært ved at slippe Helma om morgenen, krammer hende og giver hende 1000 ekstra kys. Martin kører hende i børnehave og jeg smågræder, har ondt og er samtidig spændt på, hvordan dagen kommer til at forløbe. Det blev langt fra de sidste tårer den dag.

Vi møder på fødegangen kl. 9.00, hvor vi mødes af en jm-vikar fra København, som jeg har mødt tidligere til ctg-scanning. Hun virker rigtig sød og jeg er rigtig glad for at hun er på vagt. Mange af de faste jordemødre har ferie, da det er vinterferie.

JM fortæller, at hun har fået at vide at jeg skal ligge med ctg og undersøges inden hun kontakter vagthavende overlæge.

Vi er lidt undrende overfor dette, for det var jo, derfor jeg var der i går.

Alt ser fint ud, der er fin aktivitet i maven og godt med plukveer. Jeg har stadigvæk 1½ cm livmoderhals. Jm kommer ind på stuen og jeg kan med det samme læse i hendes ansigt, at det hun skal sige ikke er positivt. Lægen der har vagt har besluttet at jeg ikke skal sættes i gang. Jeg har hørt fra andre, at denne læge ikke sætter i gang, hvis han mener, det ikke er nødvendigt og at jeg er tvillingegravid i 39. uge, er ikke grund nok, mener han.

Jeg begynder at græde, kan slet ikke holde ud, at jeg ikke bliver sat i gang. Jeg elsker at være gravid, men min krop er brugt nu, jeg er så besværet og har så mange plukveer og vand i kroppen, at jeg ikke kan sove om natten. Vi har fortalt Helma at det er nu, hun skal være storesøster, Martin er startet ferie. Jeg er så bange for at der skal ske noget med dem i maven, øv øv øv, og vi er meget uforstående overfor den beslutning.

Stakkels JM som står der med os og alle vores spørgsmål, hun er selv ret forundret over, at han ikke vil sætte mig i gang, når det er blevet lovet af en anden overlæge ved sidste scanning, men der er desværre ikke noget at gøre.

Hun tilbyder at give mig akupunktur for alt vandet og for at sætte skub i mine plukveer, så de måske kan blive til rigtige veer. Jeg takker ja, ville ha’ takket ja til hvad som helst.

Vi tager fra hospitalet og Martin ringer og siger at vi selv henter Helma. Vi tager på café og spiser frokost og på hjemvejen henter vi Helma. Jeg bliver ude i bilen, og Martin kommer ud med en tydeligt skuffet Helma. ”Mor, du sagde at du skulle føde i dag.” Så vi fortæller at babyerne har det så godt inde i mors mave, at lægen synes de skal blive derinde lidt endnu.

Hjemme får Martin ringet til sit arbejde for at høre, om han kan komme på arbejde og udskyde ferien til om en uge, hvor jeg har fået en tid til scanning tirsdag formiddag.Jeg får sendt sms’er til familie og venner om, at babyerne stadig er i maven og at jeg pt. Ikke bliver sat i gang, selvom jeg burde.

I den næste uges tid gør jeg ALT, hvad jeg orker for at prøve at få veer. Traver ture op og ned at de små bakker omkring, hvor vi bor. Er igen på hospitalet og får akupunktur, men ingenting sker der.

Tirsdag d. 3/3-2009.

Jeg er nu 39+3 (4 dage til termin) aftalen er at jeg skal ringe til fødegangen, da der ingen ledige scanningstider er, så vil de proppe mig ind.

Vi fortæller ingenting til Helma, vi aner jo ikke, hvad der skal ske. Vi håber på igangsættelse, men tør simpelthen ikke tro på det. Vi har fortalt i børnehaven, at det evt. er nogen andre der kommer og henter hende.

Igen har jeg svært ved at slippe hende, ved jo ikke om jeg ser hende i eftermiddag. Hun får lige et ekstra kram og kys, også kører Martin hende i børnehave. Imens ringer jeg til fødegangen, hvor jeg taler med en jm, som siger at vi bare skal komme, der er stille og de har masser af tid til mig.

Så da Martin kommer hjem, pakker vi igen taskerne i bilen, og kører så mod Rønne. Vi taler om, at de simpelthen ikke kan sende mig hjem i dag.

Vi kommer ind på fødegangen lidt over 9. Bliver mødt af en jm, som er meget sød og viser os ind i et undersøgelsesrum, hvor jeg bliver lagt med ctg på begge tvillinger. Får taget blodtryk som er en anelse for højt og mit vand i kroppen bliver bemærket. Hun siger, at hun nu vil ringe til den læge, som er på vagt. Gudskelov er det ikke ham, som afslog igangsættelse ugen forinden.

Imens kommer min konsultations jm forbi, og giver kram og fortæller at de alle har været meget uforstående overfor den beslutning, der blev taget i sidste uge og at flere jm’er har givet udtryk for at det absolut ikke har været for mit bedste, at jeg ikke blev igangsat. Jm kommer tilbage med lægen. Jeg bliver undersøgt og har stadigvæk livmoderhals tilbage (det er godt nok vildt, at jeg slet ikke er på vej i fødsel af mig selv.) Men han siger de ord jeg har drømt om, så længe at høre, jeg skal sættes igang. Kl. 11 får jeg lagt stikpille 1 og skal ligge en time. Pga. blodtrykket indlægger de mig. Martin går i kiosken og køber blade og dagens avis og vi får sludret og læst og hvilet.

Allerede imens jeg ligger på sengen, synes jeg det begynder at nive på en anden måde end plukveer. Da der er gået en time, kommer vikar jm. Hun er på vagt hele dagen. Jeg bliver så glad at det er hende, da hun er utrolig sød og jeg er så tryg ved hende. Vi får vist en stuen, enestue, og taler om at gå ned og få noget frokost.

Jeg begynder at have veer med 10 minutters mellemrum. De niver lidt, men ikke mere end jeg kan holde det ud. Vi får spist noget mad, men veerne begynder at nive godt, og jeg kan ikke holde ud at sidde på stolen i cafeteriet og den mad jeg havde lyst til, da vi gik derned, ligger urørt, alt imens Martin både får kværnet pølser og sandwichs.

Jeg har nu veer ca. hvert 6. minut og de varer vel ½ min. Vi går tilbage til stuen og læser lidt i blade og ser lidt tv. Aftaler at Martin skal blive der, jeg er ret sikker på, at jeg føder i dag.

JM kommer og ser hvordan jeg har det, hendes vagt på hospitalet er slut om et par timer. Hun vil lige undersøge mig, for hun skal beslutte om hun skal blive eller tage hjem. (Dvs. hun havde stadigvæk vagten; bare hjemmefra… vi er på Bornholm)

Kl. er 16 og livmoderhalsen er udslettet og jeg 4 cm åben, JM siger hun bliver. Jeg går i bad, da veerne virkelig er kraftige nu og jeg kan huske fra Helmas fødsel, at det var dejligt at være i brusebad. Det er det så bare ikke denne gang, så det bliver bare et hurtigt bad. Jeg har det bedst, når jeg går rundt. Fra vinduet og hen til håndvasken og tilbage igen og igen og igen…. og med pauser ved vinduet, når jeg får en ve.

Vi får mad ind på stuen, jeg er ved at kaste op over lugten af den the som står på bakken, ud med det igen. Det eneste jeg kan holde ud er at drikke æblemost. Jeg står ved vinduet og kigger ud på parkeringspladsen, imens endnu en ve kommer og går, nogen nede på parkeringspladsen kigger op og vi får øjenkontakt og de smiler og vinker, jeg må se sjov ud, som jeg står der og puster.

Martin bliver sendt efter jm, jeg vil gerne undersøges igen og evt. snakke smertestillende, har så ondt og har veer med 2-3 min mellemrum og de varer godt 1 min.

Kl. er 18 og jeg er 8 cm. åben. JM går ned og gør en fødestue klar, der er ringet en ekstra jm ind og fødselsholdet bliver adviseret. Vi går til fødestuen, det tager en del veer at gå fra stuen og til fødegangen. Heldigvis er det på samme gang.

Kommer på fødestuen, får hospitals skjorte og strømper på og op og ligge på sengen, bliver spurgt om epidural, men da jeg er så tæt på at føde, mener jeg ikke at det er nødvendigt. Veerne kommer nu rullende hele tiden, der er stort set ingen pauser, det gør så ondt. Til Helmas fødsel var jeg stille, men denne gang er det helt anderledes, jeg må bare brøle smerterne ud.

Vandet er ikke gået og Tvilling A står stadigvæk temmelig højt, begge tvillinger bliver nøje fulgt. Og så kommer lægen ind fra sidste uge.  Øv tænker jeg, får lyst til at skælde ham ud, men en ve overmander mig.

Han undersøger mig og går igen. Der er en uvenlig tone på stuen ml. ham og jm, pinligt at overhøre. Så kommer den ekstra jm ind. Det er hende, jeg går hos i tvillingegruppe og også er meget tryg ved.

Tvilling A bliver ved med at stå højt og kommer slet ikke med ned. Jeg er nu 10 c, åben og hvis jeg kan presse selvom jeg ikke har presse veer, må jeg gerne prøve, så Tvilling A måske kan komme ned. Det er godt nok svært at presse, når man ikke har presseveer.

Lægen kommer ind igen, undersøger mig. Jm har lige fortalt os at hun gerne vil vente lidt med at tage vandet, vil gerne give Tvilling A lidt tid og se om den ikke kommer ned af sig selv.

Jeg skriger igen af smerte, det gør så ondt, da han undersøger mig og pludselig sejler sengen i vand.

Lægen går ud og den ene jm går med for at tale med ham. Imens småsnakker vi om at det var da mærkeligt at han tog vandet uden at informere os om det.

Jeg kan fornemme at tiden går og jeg husker fra Helmas fødsel at nu burde der snart ske noget. Så begynder at blive urolig, men jm får mig snakket til fornuft, og jeg samler alle de kræfter jeg har og får presset, når jeg føler for det. Men så begynder Tvilling B’s hjertelyd pludselig at dykke og retter sig ikke som den skal, et meget hurtigt tryk på knappen og lægen står igen på stuen, kigger, mærker og siger så: Kejsersnit nu…. og så går han.

JM fortæller så at tvilling B’s hjertelyd ikke retter sig helt så hurtigt, som den skal, baby er ved at være stresset og Tvilling A kommer ikke ordentlig ned, som de havde håbet på, den står skævt og kommer slet ikke frem i hvert pres.

Jeg er fuldstændig udmattet og siger bare; ”fint… bare I får smerterne til at holde op. ” Hvis jeg skal have aks, så kan de godt lige få stoppet de smerter. Har jeg fortrudt, at jeg ikke fik den epidural tidligere. Jeg får noget, der skal gøre veerne mindre slemme, det virker ikke rigtigt. Jeg bliver koblet af alle de ting jeg er koblet til og jm og Martin kører mig ud til elevatoren og ned på operationsgangen.  JM fortæller, at hun er med under fødslen og lytter flere gange til Tvilling B, og fortæller den har det godt og hjertet banker fint, men jeg er ikke et øjeblik rolig. Jeg vil have dem ud i mine arme nu.

Vi kommer på operationsstuen, hvor et stort hold står klar. Venter på anæstesilægen, som er kaldt, vi venter længe synes jeg, men endelig kommer han, præsenterer sig og endelig bliver jeg bedøvet og så kan jeg ikke længere mærke veerne.

Bliver spurgt om jeg kan mærke noget og det kan jeg ikke, så de går i gang. Jeg kan mærke de sådan rusker i mig uden at kunne mærke det, det lyder lidt mærkeligt, det gør ikke ondt, men man kan godt fornemme at de hiver rundt i mig.

Kl. 22.30 bliver Tvilling A født, en pige, vores Nora. De viser mig hende kort og tager hende over på et undersøgelsesbord, og kl 22.32 bliver Tvilling B født, en dreng, vores Balder. Han bliver også hurtigt vist til mig også tages han over på det andet undersøgelsesbord. Han er lidt blå og skal have lidt ilt, men han har det heldigvis fint. Jeg får Nora over at ligge hos mig, helt oppe ved hovedet, så jeg kan kysse og nusse hende. Imens sidder Martin med Balder. Efter lidt tid bliver der byttet så jeg får Balder op og ligge og nusser og kysser ham.

Jeg ligger længe på operationsbordet, da de er nervøse for, at der er blevet skåret i min blære, det er der heldigvis ikke og jeg kan blive syet sammen. JM og Martin går med Nora og Balder op på fødestuen for at måle og veje dem og imens bliver jeg gjort færdig. Meget sjovt bare at ligge og lytte til deres snak; de gættede på vægt og længde på Nora og Balder. Fandt aldrig ud af om, hvem der fik ret.

Så bliver’ jeg kørt på intensiv, hvor de sødeste sygeplejersker tager imod mig og har sat 2 flag frem, kort tid efter kommer JM og Martin med Nora og Balder og endelig får jeg dem begge i armene. De er så søde og så smukke og jeg er så fuld af lykke. Martin får hentet kameraet, som vi havde glemt på stuen og vi får taget billeder.

Nora vejer 3430 g og er 52 cm lang og Balder vejer 2942 og er 50 cm lang. Nora har en stor fødselsbule på den ene side af hovedet, pga. hun har stået skævt.

De næste par timer bliver’ der puslet om os og vi får den bedste og mest kolde cola jeg nogensinde har fået og et par sandwich. Vi snakker og nusser Nora og Balder som ligger i mine arme og ved 4-tiden bliver vi hentet af en portør og kørt tilbage på vores stue.

Jeg ligger med Nora og Balder resten af natten og bare putter og småblunder.

Om morgenen ringer vi til vores forældre og min søster og får sendt sms’er ud i verden med at vi nu er lykkelige forældre til 3.

Senere kommer begge jordemødre forbi og vi får snakket rigtig godt om fødslen. Jeg får at vide at Nora aldrig ville være kommet ned, da hun stod for skævt, jeg havde aldrig kunne presset hende ud, så på baggrund og af det og Balders dykkende hjertelyd, så var det rigtig godt at det blev aks.

Vi var indlagt i 4 dage, så var jeg mere end klar til at komme hjem.

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *