Ved årsskiftet kan jeg godt lide at se tilbage på det år, der er gået. Ved hjælp af billeder på telefonen tog jeg forleden dag turen tilbage til januar, hvor min orlov startede. 1/2 uden nogen planer… et par idéer jo, men ingen planer.
I januar blev min ældste datter pony ejer, da vi købte Kalybso. En helt fantastisk sød og dejlig pony, som jeg i den grad også faldt for. Hvem skulle have troet det.
I februar holdt jeg fødselsdag for veninder og kollegaer på Oluf Høst museet. Det var så hyggelig en eftermiddag, at jeg gentager den igen til februar.
I marts begyndte jeg endelig at finde den ro, jeg sådan havde savnet og foråret bød på flere og flere dage uden angst. Jeg fik mere overskud og jeg nød i den grad at gå hjemme. Jeg har fået skrevet på nogle forskellige ting. Blog indlæg både her og på Folkeskolen.dk, samt på en børnebog. Den er langt fra skrevet færdig, måske bliver den den aldrig, men den fik mig i gang med skriveriet og jeg har nu flere idéer på lager.
Foråret bød på planlægning og klargøring til konfirmation og en smuk tåget søndag i maj blev vores ældste datter konfirmeret. Det var så hyggelig en dag og dejligt at fejre hende med familie og venner.
Derefter fik jeg gang i en gammel drøm. En lille gårdbutik og til at starte med med loppeting og sager. Hylderne i min lille gårdbutik har stadig mange loppeting på hylderne og den åbner igen til påske. Jeg tager en sæson til med loppeting, og derefter vil jeg se om det er loppeting eller noget andet, den skal fortsætte med.
I juni sluttede min orlov, dog kun med en uge tilbage på skolen inden sommerferie. Det var en rigtig god måde at starte på. Stille og rolig uden elever og med en masse effektiv planlægning med mit team.
Derefter nød jeg en dejlig lang sommer ferie med børnene, Martin arbejdede som altid på museet og der var meget arbejde denne sommer, så det var ikke meget vi så ham. Men vi stor nød de bornholmske strande, natur og lækre is.
August kom og jeg startede rigtigt op på arbejdede, dog i starten med en 4 dags arbejdsuge. Det er gået helt forrygende og selvom jeg var vild med at gå hjemme, så var det også rigtig godt at være tilbage.
Efteråret kom og desværre har jeg et par gange mærket angsten igen, det er især når jeg presser for mange ting ind i kalenderen, så jeg har indimellem lige måtte stoppe op og trække vejret. Jeg er startet hos diætist og har tabt 6 kilo…. måske lidt er kommet på her i juleferien, men er tilbage på sporet på mandag (skal lige have resten af ferien med)
Og nu står et splinter nyt år foran mig. Nyt og klar og lige til at tage i brug.
Jeg skal til foråret afslutte mit samtale forløb, og det bliver spændende at skulle “stå på egne ben”. Jeg er klar og derfor skal jeg selvfølgelig afsluttes, men ja det bliver mærkeligt og jeg får lidt uro i maven, når jeg tænker på det.
Jeg har også andre planer for 2020 (hvor ser det egentlig pænt ud…2020) men pt. er det idéer på et stykke på papir, men noget af det har bl.a at gøre med Pernilleshylde 🙂
Rigtig godt nytår til jer derude – og tak fordi I læser med.