Julen 2019.

Jeg havde en idé om lange julelister med alt det december bød på, men inden jeg fik set mig om, blev det juleferie. Og pyt med de lister – for vi fik jo alligevel bagt, hygget og pyntet træ inden d. 24. december.

Juleferien kom… og var tiltrængt. Trængte til fri med familien, ingen vækkeurer, ingen madpakker mm.

Lillejuleaften blev træet pyntet, de sidste gaver pakket ind og vi fik risengrød til aftensmad foran tv’et.

Juleaftensdag vågnede jeg alt for tidligt, men omvendt var det også meget rart at komme op og have god tid til div. klargøring.

Så inden kl. 12 havde jeg både lavet ris a la mande og Waldorf salat. På slaget 12 ringede jeg til min storesøster og ønskede glædelig jul. Det gør vi hvert år imens vi “sammen” drikker et glas portvin, det er så hyggeligt.

Ellers gik dagen med mere madlavning, dække bord og kl. 16.00 gik pigerne og jeg i kirke. Det var så fint og jeg blev rørt, da vi sang Dejlig er jorden samtidig med at julestemningen så småt indfandt sig. Hjemme hoppede vi i praktiske sko og kørte i stalden og sagde god jul til ponyerne, de skulle selvfølgelig også have nus, gulerødder og julegaver.

Vi nåede at få set Tinka, inden at mine svigerforældre kom kl. 18.00.

Vi gik først til bords ved 19-tiden, da vi lige af 2 omgange skulle lave sovs. Lækker mad og god vin.

Derefter sang og dans om træet…. kaffe, guf og julegave udpakning og hygge.

Det var virkelig en dejlig og hyggelig dag og aften.

I juledagene har vi hygget herhjemme, spist (mere) god mad, spillet spil og bare slappet af.

Al pynt er pakket væk – jubiiii. Når julen først er slut kan jeg nærmest ikke hurtigt nok få pynten taget ned.

Om et par dage er det nytår og jeg er ved at skrive på et indlæg med tilbageblik på 2019.

Her lidt billeder – Glædelig bag-jul til jer derude.

Kl. 12 portvinen er klar.

Julebordet.

Juletræet med sin pynt.

Fine Østerlars kirke.

Pakkeleg og hygge 1. juledag.

I dag blev dyne dag.

Jeg prøvede. Jeg stod op, gik i bad, tog tøj på. Med hjertebanken og gråd i halsen.

Men det blev ikke bedre. Møg tanker. Møg angst. Møg!!!

Så i dag kunne jeg ikke andet end kravle under dynen. Meldte mig syg tudende.

Jeg har sovet hele dagen. Vågnet fuldstændig baldret. Jeg skal heldigvis til samtale i morgen på hospitalet. Jeg har så mange tanker og for mange søvnløse nætter. Det er et tegn, jeg skal tage alvorligt. Men hvad er mine muligheder?

Jeg synes ellers jeg har nailet den angst længe. I dag fik den mig. I dag sidder den og griner i sit hjørne. I dag måtte jeg ty til at lukke alt ude og kunne hverken tage den i hånden eller give den et spark.

Søndagen der forsvandt.

På trods af at min søndag startede tidligt. (Læs kl 4.07 – jeps der var jeg bare vågen) synes jeg alligevel at den er smuldret ud gennem fingrene på mig.

Kl. 4.07 tog jeg dynen med på sofaen i håb om et par timers søvn. Men regn og blæst stod ind på ruden og da tankerne oveni rodede rundt i hovedet, besluttede jeg at søndagen bare begyndte tidligt.

Så jeg lavede mig et stort krus kaffe og tog et par afsnit af The Crown. Formiddagen blev brugt på at tulle rundt – havde masser af planer for dagen men kunne ikke tage mig sammen.

Kaffedate med min søster – pr telefon; (hun bor på Sjælland) hjalp ikke på rodet i hovedet så tænkte lidt krea ville hjælpe. Havde hele dagen også nusset rundt om yngste datter som i går faldt af ponyen og havde slået ryggen. Mor her var i går cool, men i dag i takt som smerterne tog til, aftog min coolness og jeg tænkte et opkald til 1813 kunne berolige mig. 43 (!!!) minutter senere og en halv stjerne (julepynt) var jeg ikke blevet mere rolig, for vi blev sendt en tur på akutmodtagelsen.

Heldigvis er det kun slaget; men hun har godt nok ondt min lille mus.

Så julesmåkager og brændte mandler må blive næste weekend, ligesom julepynt mm.

Ugen byder på lange dage med møder men munder ud i julefrokost på skolen på fredag – det trænger jeg til. Til dans, snak og grin. Også må vi se om de der julesmåkager bliver bagt næste weekend eller om mor skal restituere sig 😁😁

1. december.

Så sluttede den lange kedelige november måned. Jeg troede aldrig den ville få en ende. Men med december kom også solen og frosten og sikke smukt, det er derude i dag.

Som jeg vist nævnte sidste år har december måned i mange år ikke været en af mine favorit måneder. Efter jeg har fået børn er det dog blevet bedre og bedre og de sidste par år er jeg endda begyndt at små glæde mig til julemåneden.

Derfor vil jeg i år byde december velkommen med en lille liste (jeg elsker jo lister) over yndlings-jule-ting: 

  • Film: Love actually. Elsker elsker elsker den film…. Den skal ses hvert år i december.
  • TV julekalender: Som barn var jeg vild med Jul i Gammelby. Som voksen har jeg moret mig over Juletestamentet.
  • Sang: Last x-mas. Ingen er vel i tvivl der.
  • Småkage: Julemandens knapper. Ingen jul uden.
  • Slik: Sne bolde og skum julemænd. Igen ingen jul uden.
  • Pynt: Min snemands rystekugle fra jeg var barn.
  • Tradition: Risengrød til nissen i laden d. 23. december og drikke portvin kl. 12 d. 24. december, imens vi ringer og ønsker min søster og familie Glædelig jul.
  • Salme: Dejlig er jorden. ♥
  • Kalender bog: Glæd dig. Så fin.

Glædelig 1. søndag i advent og 1. december.