Det sniger sig ind på mig.

Blandt kendere kaldes jeg Grinchen. Jul er ikke noget jeg normalt glæder mig til. Men hvad er det så, der er ved at ske i år?

Jeg tager mig i at nynne… All I want for Christmas is youuuuuu…. Jeg har allerede sat 2 juleting frem i stuen og forleden bestilte jeg en julebluse; mega cool btw… Med et billede af Wham / Last Christmas.

I dag holdt Coca colas julelastbilen i Østermarie of all places og  og på min foranstaltning tog jeg derhen med mine 2 yngste. Så julet, så hyggeligt. Der var en fin snert af julestemning, det manglede bare at det havde sneet.

Hvad sker der lige for det? Jeg glæder mig til december, som i glæder mig.

Forleden så Nora og jeg over 2 dage Tinkas juleeventyr – fik jeg der tryllet lidt julestemning frem i mig? Jeg ved det ikke, men det er faktisk en rar fornemmelse.

Var det at jinxe?

En tur til København og en omgang influenza og vupti gik der 14 dage siden jeg sidst skrev.

Dagen efter jeg skrev sidste indlæg tog jeg til København af familiemæssige årsager. Mandag aften bød på sushi, vin og mange gode snakke. En god nats søvn og tidlig op tirsdag.

Kunne i løbet af formiddagen ånde lettet op. Så resten af dagen blev brugt på shopping, hygge og…. uro…. danm! Ingen advarsel – kunne ikke nå at styre uroen førend et angst anfald bragede løs.

Så istedet for at tulle rundt i lufthavnen blev høretelefonerne sat i ørerne og jeg fandt et hjørne, hvor jeg kunne sidde i ro. Æv.

Dagen efter vågnede jeg og var langt fra på toppen, men sådan har jeg haft det før efter et voldsomt angstanfald, så tænkte det “bare” var det.

Efter 4 timer på arbejde måtte jeg spørge om at tage hjem, da jeg følte jeg havde feber og bare havde det rigtig skidt. Hjemme lagde jeg mig til at sove og vågnede 3 dage efter. Sådan føltes det ihvertfald.

Så om angst anfaldet har været lettelse efter de svar vi fik tirsdag, eller om det har været forløberen for influenza eller om det kom ud af den blå luft, kan jeg ikke lure. Men øv det kom mens jeg var i København. Det er længe siden jeg har været derovre og nu sidder det lidt i mig, at der skal gå lang tid førend, jeg har lyst til det igen. Hvilket jo egentlig er noget pjat, for det skal jo ikke blive angstprovokerende at skulle en tur tilKøbenhavn. Så jeg burde snart tage derover igen. Jeg føler mig i den grad slået tilbage, ikke bare slået hjem, slået helt ud af brættet.

Søndagstanker.

I disse dage for et år siden, blev jeg sygemeldt for 2. gang pga. angst. Angsten var på det tidspunkt der stort set hver dag og var gang på gang utrolig invaliderende.

Nu sidder jeg her et år efter og kan i dag ikke huske, hvornår jeg sidst havde et angstanfald.

For et år siden vidste jeg præcis hvor lang (kort) tid siden, det var jeg sidst havde haft et anfald. Og jeg tænkte ofte: “hvornår kommer det næste.?”… nogengange tror jeg nærmest, at jeg fik angst for angsten.

At sidde her i dag og ikke kan huske, hvornår jeg sidst havde et anfald er fantastisk. Jeg er kommet langt. Det er langt for mig, ikke at kunne huske præcis, hvornår det sidste var og samtidig går jeg ikke og tænker på, hvornår det kommer næste gang. Det er noget, der giver ro.  Ro i hovedet over “ikke at skulle holde styr på det”, for selvom jeg ikke ville holde styr på det, kunne jeg ikke gøre andet.

Jeg skal stadig passe på mig selv. Ro er så vigtig en ting for mig. Ro på den måde at det ikke behøver at være i hule under dynen, som for et år siden. Men f.eks. at gå en tur nede i skoven.

I dag gik jeg en dejlig lang tur med mand og hund og lidt regndråber som selskab. Jeg havde brug for den ro, som skoven giver.

Lidt billeder fra vores gåtur; vi bor fuldstændig fantastisk.

En anden ting der giver ro, er at slappe af med en god podcast i ørerne. For tiden hører jeg Krøllet kærlighed med Cecilie Falgren Rubini, som også har bloggen Sneglcille, som bestemt også er et besøg værd. Anden til venstre med Stephanie Fisker.

Girlcrush med de to skønne damer (siger man damer, når de er yngre end en selv?) Johanne Mygind og Line Hoffmeyer.

Der ud over lytter jeg også til; Jeg plejede at tro på forevigt (der er lige kommet nyt afsnit efter en pause) og Jeg lever med døden.

Jeg plejer at tro på for evigt har hjulpet mig meget i min sorg over at miste min mormor for snart 2 år siden.

Jeg kom helt tilfældigt en dag forbi bloggen; Jeg lever med døden, som jeg også læser og blev opmærksom på, Anne Louise Bachmann også have en podcast med samme navn.

 

Jeg vil i nogle af mine kommende indlæg skrive mere om, hvordan det går et år efter at angsten buldrede løs i mig. SÅ kig endelig forbi snart igen.

God kommende uge til jer alle: