Tilbage i december måned tog jeg en af de bedste og vigtigste beslutninger; at tage 1/2 års orlov fra min arbejde som børnehaveklasseleder.
Jeg var lagt ned af angst og savnede den Pernille, jeg var engang. Den sociale og glade Pernille. Jeg savnede at være en del af min familie og ikke hende, som altid måtte melde fra og blive hjemme, fordi angsten fyldte mere og mere af min dag.
Niks – det kamp ville jeg vinde, men havde brug for ro til det. Så 1. januar i år startede jeg på orlov. Hold nu op, hvor har det været givtigt og fantastisk. Jeg har stornydt at gå hjemme og tage dagene, som de kom.
Nu sidder jeg i min sidste uge af orloven; i næste uge starter jeg på arbejde igen. Dog kun i 4 dage, så har jeg 4 ugers sommerferie og starter så op til august. Det går lige an 🙂
Og hvor er jeg kommet langt – om jeg er i mål? nej – ikke endnu og spørgsmålet er om man nogensinde kommer i mål. Men jeg er langt ude på linen, jeg balancerer ikke længere usikkert – men sikkert. Jeg har løftet ansigtet og tør kigge ligeud. Jeg er igen en del af det jeg savnede og min familie og omgivelser kan se og mærke det.
Jeg skal stadig passe på mig selv; men det har klart hjulpet at jeg har skruet ned for ambitionerne og forventningerne (til mig selv).
Når jeg starter op til august bliver det også i starten med en 4 dages arbejdsuge; det tænker jeg er virkelig godt givet ud.
Efter at have været hjemme på orlov lidt tid, begyndte jeg at tænke over, hvad jeg gerne ville lave dette halve år. Ingen tvivl om, at det at få ro var det primære, men jeg vidste også at, hvis jeg ikke fandt på noget, der ville give energi, så ville jeg ende med hule under dynen.
Jeg har altid godt kunne lide at skrive. Og jeg ville elske at skrive en børnebog – om jeg har fået det gjort? Jeg har fået startet; Bornholm fra bagsædet hedder den, men er pt. gået kold i den. Jeg har sendt en synops til et forlag, så gerne ville læse den færdige udgave, så det var da ikke et afslag 🙂 Der ud over er jeg også igang med at skrive alle mine idéer til, hvordan man kan holde samlinger i en børnehaveklasse. Måske dette en dag bliver til et opslagsværk el. lign.
Der ud over er jeg blevet blogger på Folkeskolen.dk hvor jeg primært indtil nu har givet tirsdagstip til undervisningen, det sidste tip kommer i dag, herefter vil mine indlæg primært omhandle hverdagen i børnehaveklassen.
Jeg har stornydt den bornholmske natur. Kan man være mere heldig, end at bo så smukt et sted som vi gør. Bare som nu, hvor sidder jeg og kigger ud over markene og med kig til rundkirken, og her er ro… eller dvs. ikke ligenu hvor en bus holder i tomgang, men ellers…
Jeg har lært at holde af bønner og bladselleri juice og at der også i juni måned er lang ventetid, når man prøver at ringe til skat.
Jeg vil savne at gå hjemme… men jeg savner også mine kollegaer og mit arbejde, så det er nok (også) en rigtig beslutning at orloven er ved at være slut, også savner jeg at have plus på kontoen 😉
Rigtig god tirsdag derude. Nyd solen, hinanden og en stor is.