Tvillingemor – min fødselsberetning.

For 12 år siden fødte jeg vores tvillinger Nora og Balder. Jeg har i dag læst og genskrevet min fødselsberetning, den har bragt minder, tanker og rev mig med tilbage til selve dagen, hvor de kom til verden.

God læsning.

Fødselsberetning. D. 3. marts 2009.

Nora og Balder født 39 +3; 4 dage før termin.

11. februar 2009.

Det er min fødselsdag og vi skal til vækstscanning på hospitalet. Det er vi hver 14. dag, for at følge tvillingerne.

Vi er spændt på om Tvilling A (Nora) fortsat ligger med hovedet nedad, som hun gjorde ved sidste scanning.

Alt ser fint ud; tvilling. A ligger stadig med hovedet nedad, men står ikke fast. Begge har det godt derinde.Vi får en tid til igangsættelse d. 24. februar. Jeg håber, at jeg går i fødsel inden, da jeg er stor og besværet og har en del vand i kroppen.

D.24. februar 2009.

Vi møder ind på fødegangen kl. 14.00, hvor jeg får kørt ctg og bliver undersøgt. Jeg har stadig 1½ cm livmoderhals og det ser ikke ud til, at jeg selv går i fødsel det næste døgns tid. Vi får at vide, at vi skal komme igen næste morgen kl. 9.00 til igangsættelse.

D.25. februar 2009.

Jeg har svært ved at slippe Helma om morgenen, krammer hende og giver hende 1000 ekstra kys. Martin kører hende i børnehave og jeg smågræder, har ondt og er samtidig spændt på, hvordan dagen kommer til at forløbe. Det blev langt fra de sidste tårer den dag.

Vi møder på fødegangen kl. 9.00, hvor vi mødes af en jm-vikar fra København, som jeg har mødt tidligere til ctg-scanning. Hun virker rigtig sød og jeg er rigtig glad for at hun er på vagt. Mange af de faste jordemødre har ferie, da det er vinterferie.

JM fortæller, at hun har fået at vide at jeg skal ligge med ctg og undersøges inden hun kontakter vagthavende overlæge.

Vi er lidt undrende overfor dette, for det var jo, derfor jeg var der i går.

Alt ser fint ud, der er fin aktivitet i maven og godt med plukveer. Jeg har stadigvæk 1½ cm livmoderhals. Jm kommer ind på stuen og jeg kan med det samme læse i hendes ansigt, at det hun skal sige ikke er positivt. Lægen der har vagt har besluttet at jeg ikke skal sættes i gang. Jeg har hørt fra andre, at denne læge ikke sætter i gang, hvis han mener, det ikke er nødvendigt og at jeg er tvillingegravid i 39. uge, er ikke grund nok, mener han.

Jeg begynder at græde, kan slet ikke holde ud, at jeg ikke bliver sat i gang. Jeg elsker at være gravid, men min krop er brugt nu, jeg er så besværet og har så mange plukveer og vand i kroppen, at jeg ikke kan sove om natten. Vi har fortalt Helma at det er nu, hun skal være storesøster, Martin er startet ferie. Jeg er så bange for at der skal ske noget med dem i maven, øv øv øv, og vi er meget uforstående overfor den beslutning.

Stakkels JM som står der med os og alle vores spørgsmål, hun er selv ret forundret over, at han ikke vil sætte mig i gang, når det er blevet lovet af en anden overlæge ved sidste scanning, men der er desværre ikke noget at gøre.

Hun tilbyder at give mig akupunktur for alt vandet og for at sætte skub i mine plukveer, så de måske kan blive til rigtige veer. Jeg takker ja, ville ha’ takket ja til hvad som helst.

Vi tager fra hospitalet og Martin ringer og siger at vi selv henter Helma. Vi tager på café og spiser frokost og på hjemvejen henter vi Helma. Jeg bliver ude i bilen, og Martin kommer ud med en tydeligt skuffet Helma. ”Mor, du sagde at du skulle føde i dag.” Så vi fortæller at babyerne har det så godt inde i mors mave, at lægen synes de skal blive derinde lidt endnu.

Hjemme får Martin ringet til sit arbejde for at høre, om han kan komme på arbejde og udskyde ferien til om en uge, hvor jeg har fået en tid til scanning tirsdag formiddag.Jeg får sendt sms’er til familie og venner om, at babyerne stadig er i maven og at jeg pt. Ikke bliver sat i gang, selvom jeg burde.

I den næste uges tid gør jeg ALT, hvad jeg orker for at prøve at få veer. Traver ture op og ned at de små bakker omkring, hvor vi bor. Er igen på hospitalet og får akupunktur, men ingenting sker der.

Tirsdag d. 3/3-2009.

Jeg er nu 39+3 (4 dage til termin) aftalen er at jeg skal ringe til fødegangen, da der ingen ledige scanningstider er, så vil de proppe mig ind.

Vi fortæller ingenting til Helma, vi aner jo ikke, hvad der skal ske. Vi håber på igangsættelse, men tør simpelthen ikke tro på det. Vi har fortalt i børnehaven, at det evt. er nogen andre der kommer og henter hende.

Igen har jeg svært ved at slippe hende, ved jo ikke om jeg ser hende i eftermiddag. Hun får lige et ekstra kram og kys, også kører Martin hende i børnehave. Imens ringer jeg til fødegangen, hvor jeg taler med en jm, som siger at vi bare skal komme, der er stille og de har masser af tid til mig.

Så da Martin kommer hjem, pakker vi igen taskerne i bilen, og kører så mod Rønne. Vi taler om, at de simpelthen ikke kan sende mig hjem i dag.

Vi kommer ind på fødegangen lidt over 9. Bliver mødt af en jm, som er meget sød og viser os ind i et undersøgelsesrum, hvor jeg bliver lagt med ctg på begge tvillinger. Får taget blodtryk som er en anelse for højt og mit vand i kroppen bliver bemærket. Hun siger, at hun nu vil ringe til den læge, som er på vagt. Gudskelov er det ikke ham, som afslog igangsættelse ugen forinden.

Imens kommer min konsultations jm forbi, og giver kram og fortæller at de alle har været meget uforstående overfor den beslutning, der blev taget i sidste uge og at flere jm’er har givet udtryk for at det absolut ikke har været for mit bedste, at jeg ikke blev igangsat. Jm kommer tilbage med lægen. Jeg bliver undersøgt og har stadigvæk livmoderhals tilbage (det er godt nok vildt, at jeg slet ikke er på vej i fødsel af mig selv.) Men han siger de ord jeg har drømt om, så længe at høre, jeg skal sættes igang. Kl. 11 får jeg lagt stikpille 1 og skal ligge en time. Pga. blodtrykket indlægger de mig. Martin går i kiosken og køber blade og dagens avis og vi får sludret og læst og hvilet.

Allerede imens jeg ligger på sengen, synes jeg det begynder at nive på en anden måde end plukveer. Da der er gået en time, kommer vikar jm. Hun er på vagt hele dagen. Jeg bliver så glad at det er hende, da hun er utrolig sød og jeg er så tryg ved hende. Vi får vist en stuen, enestue, og taler om at gå ned og få noget frokost.

Jeg begynder at have veer med 10 minutters mellemrum. De niver lidt, men ikke mere end jeg kan holde det ud. Vi får spist noget mad, men veerne begynder at nive godt, og jeg kan ikke holde ud at sidde på stolen i cafeteriet og den mad jeg havde lyst til, da vi gik derned, ligger urørt, alt imens Martin både får kværnet pølser og sandwichs.

Jeg har nu veer ca. hvert 6. minut og de varer vel ½ min. Vi går tilbage til stuen og læser lidt i blade og ser lidt tv. Aftaler at Martin skal blive der, jeg er ret sikker på, at jeg føder i dag.

JM kommer og ser hvordan jeg har det, hendes vagt på hospitalet er slut om et par timer. Hun vil lige undersøge mig, for hun skal beslutte om hun skal blive eller tage hjem. (Dvs. hun havde stadigvæk vagten; bare hjemmefra… vi er på Bornholm)

Kl. er 16 og livmoderhalsen er udslettet og jeg 4 cm åben, JM siger hun bliver. Jeg går i bad, da veerne virkelig er kraftige nu og jeg kan huske fra Helmas fødsel, at det var dejligt at være i brusebad. Det er det så bare ikke denne gang, så det bliver bare et hurtigt bad. Jeg har det bedst, når jeg går rundt. Fra vinduet og hen til håndvasken og tilbage igen og igen og igen…. og med pauser ved vinduet, når jeg får en ve.

Vi får mad ind på stuen, jeg er ved at kaste op over lugten af den the som står på bakken, ud med det igen. Det eneste jeg kan holde ud er at drikke æblemost. Jeg står ved vinduet og kigger ud på parkeringspladsen, imens endnu en ve kommer og går, nogen nede på parkeringspladsen kigger op og vi får øjenkontakt og de smiler og vinker, jeg må se sjov ud, som jeg står der og puster.

Martin bliver sendt efter jm, jeg vil gerne undersøges igen og evt. snakke smertestillende, har så ondt og har veer med 2-3 min mellemrum og de varer godt 1 min.

Kl. er 18 og jeg er 8 cm. åben. JM går ned og gør en fødestue klar, der er ringet en ekstra jm ind og fødselsholdet bliver adviseret. Vi går til fødestuen, det tager en del veer at gå fra stuen og til fødegangen. Heldigvis er det på samme gang.

Kommer på fødestuen, får hospitals skjorte og strømper på og op og ligge på sengen, bliver spurgt om epidural, men da jeg er så tæt på at føde, mener jeg ikke at det er nødvendigt. Veerne kommer nu rullende hele tiden, der er stort set ingen pauser, det gør så ondt. Til Helmas fødsel var jeg stille, men denne gang er det helt anderledes, jeg må bare brøle smerterne ud.

Vandet er ikke gået og Tvilling A står stadigvæk temmelig højt, begge tvillinger bliver nøje fulgt. Og så kommer lægen ind fra sidste uge.  Øv tænker jeg, får lyst til at skælde ham ud, men en ve overmander mig.

Han undersøger mig og går igen. Der er en uvenlig tone på stuen ml. ham og jm, pinligt at overhøre. Så kommer den ekstra jm ind. Det er hende, jeg går hos i tvillingegruppe og også er meget tryg ved.

Tvilling A bliver ved med at stå højt og kommer slet ikke med ned. Jeg er nu 10 c, åben og hvis jeg kan presse selvom jeg ikke har presse veer, må jeg gerne prøve, så Tvilling A måske kan komme ned. Det er godt nok svært at presse, når man ikke har presseveer.

Lægen kommer ind igen, undersøger mig. Jm har lige fortalt os at hun gerne vil vente lidt med at tage vandet, vil gerne give Tvilling A lidt tid og se om den ikke kommer ned af sig selv.

Jeg skriger igen af smerte, det gør så ondt, da han undersøger mig og pludselig sejler sengen i vand.

Lægen går ud og den ene jm går med for at tale med ham. Imens småsnakker vi om at det var da mærkeligt at han tog vandet uden at informere os om det.

Jeg kan fornemme at tiden går og jeg husker fra Helmas fødsel at nu burde der snart ske noget. Så begynder at blive urolig, men jm får mig snakket til fornuft, og jeg samler alle de kræfter jeg har og får presset, når jeg føler for det. Men så begynder Tvilling B’s hjertelyd pludselig at dykke og retter sig ikke som den skal, et meget hurtigt tryk på knappen og lægen står igen på stuen, kigger, mærker og siger så: Kejsersnit nu…. og så går han.

JM fortæller så at tvilling B’s hjertelyd ikke retter sig helt så hurtigt, som den skal, baby er ved at være stresset og Tvilling A kommer ikke ordentlig ned, som de havde håbet på, den står skævt og kommer slet ikke frem i hvert pres.

Jeg er fuldstændig udmattet og siger bare; ”fint… bare I får smerterne til at holde op. ” Hvis jeg skal have aks, så kan de godt lige få stoppet de smerter. Har jeg fortrudt, at jeg ikke fik den epidural tidligere. Jeg får noget, der skal gøre veerne mindre slemme, det virker ikke rigtigt. Jeg bliver koblet af alle de ting jeg er koblet til og jm og Martin kører mig ud til elevatoren og ned på operationsgangen.  JM fortæller, at hun er med under fødslen og lytter flere gange til Tvilling B, og fortæller den har det godt og hjertet banker fint, men jeg er ikke et øjeblik rolig. Jeg vil have dem ud i mine arme nu.

Vi kommer på operationsstuen, hvor et stort hold står klar. Venter på anæstesilægen, som er kaldt, vi venter længe synes jeg, men endelig kommer han, præsenterer sig og endelig bliver jeg bedøvet og så kan jeg ikke længere mærke veerne.

Bliver spurgt om jeg kan mærke noget og det kan jeg ikke, så de går i gang. Jeg kan mærke de sådan rusker i mig uden at kunne mærke det, det lyder lidt mærkeligt, det gør ikke ondt, men man kan godt fornemme at de hiver rundt i mig.

Kl. 22.30 bliver Tvilling A født, en pige, vores Nora. De viser mig hende kort og tager hende over på et undersøgelsesbord, og kl 22.32 bliver Tvilling B født, en dreng, vores Balder. Han bliver også hurtigt vist til mig også tages han over på det andet undersøgelsesbord. Han er lidt blå og skal have lidt ilt, men han har det heldigvis fint. Jeg får Nora over at ligge hos mig, helt oppe ved hovedet, så jeg kan kysse og nusse hende. Imens sidder Martin med Balder. Efter lidt tid bliver der byttet så jeg får Balder op og ligge og nusser og kysser ham.

Jeg ligger længe på operationsbordet, da de er nervøse for, at der er blevet skåret i min blære, det er der heldigvis ikke og jeg kan blive syet sammen. JM og Martin går med Nora og Balder op på fødestuen for at måle og veje dem og imens bliver jeg gjort færdig. Meget sjovt bare at ligge og lytte til deres snak; de gættede på vægt og længde på Nora og Balder. Fandt aldrig ud af om, hvem der fik ret.

Så bliver’ jeg kørt på intensiv, hvor de sødeste sygeplejersker tager imod mig og har sat 2 flag frem, kort tid efter kommer JM og Martin med Nora og Balder og endelig får jeg dem begge i armene. De er så søde og så smukke og jeg er så fuld af lykke. Martin får hentet kameraet, som vi havde glemt på stuen og vi får taget billeder.

Nora vejer 3430 g og er 52 cm lang og Balder vejer 2942 og er 50 cm lang. Nora har en stor fødselsbule på den ene side af hovedet, pga. hun har stået skævt.

De næste par timer bliver’ der puslet om os og vi får den bedste og mest kolde cola jeg nogensinde har fået og et par sandwich. Vi snakker og nusser Nora og Balder som ligger i mine arme og ved 4-tiden bliver vi hentet af en portør og kørt tilbage på vores stue.

Jeg ligger med Nora og Balder resten af natten og bare putter og småblunder.

Om morgenen ringer vi til vores forældre og min søster og får sendt sms’er ud i verden med at vi nu er lykkelige forældre til 3.

Senere kommer begge jordemødre forbi og vi får snakket rigtig godt om fødslen. Jeg får at vide at Nora aldrig ville være kommet ned, da hun stod for skævt, jeg havde aldrig kunne presset hende ud, så på baggrund og af det og Balders dykkende hjertelyd, så var det rigtig godt at det blev aks.

Vi var indlagt i 4 dage, så var jeg mere end klar til at komme hjem.

 

 

 

 

Også gik der en måned.

En måned siden jeg sidst skrev et indlæg. En måned som har budt på alle følelser, og nok også derfor jeg ikke har fået skrevet.

En måned hvor jeg har været så træt, nærmest ligeså træt, som man er de første uger af en graviditet (- nej jeg er ikke gravid 😉 )

Efter påsken startede skolerne jo igen for 0. – 5. klasse. Aldrig i mit liv har jeg vasket mine hænder så meget og så ofte eller sagt… “husk afstand….” 

Og efter at have været på arbejde, så hjem og hjælpe min ældste med lektier, hvis hun har haft brug for det, samt arbejdsmail, forberedelse mm.

Men er det da mere end man plejer, vil nogen nok tænke… og nej det er det ikke, men det er på en helt anden måde. Alle retningslinjerne man har skulle huske, oveni at hverdagen ikke har været som den plejer og stadigvæk langt fra er.

Flere aftener er jeg gået i seng før familien, øv… en vej jeg virkelig ikke vil ned af, da den minder alt for meget om, da min angst var på sit højeste og jeg ikke kunne overskue andet end at gå i seng og sove. Og selvom det nu kun er pga træthed, så ved jeg, hvor nemt det kan blive for mig at gøre det til en fast ting… men JEG VIL IKKE.

Triste følelser har den sidste måned også budt på…. avs mit hjerte. Selvom det ikke er nært, så har det alligevel gjort ondt. og gør ondt, ondt når noget helt helt fantastisk nærmer sig en ende.

Men…midt i træthed og tristhed…. sprang alt det grønne ud og en lærke letted. Jeg er hver dag glad for, at alt dette som Corona hverdagen byder på, er her midt om foråret. Og heldigvis er der stadig smil og grin og fantastiske mennesker. Lige i nærheden og et facetime opkald væk. Min storesøster er som altid fantastisk at vende verden med. Der er mors dag og fars dag…. jeg vil lave en storesøster dag – for at hylde min storesøster. Vi kan grine og vi kan græde sammen, blive enige og er sjældent uenige… vi er ens på mange måde og så ufattelige forskellige på nogen andre. Tak for hende ♥

D. 21. april afsluttede jeg mit samtaleforløb…. Det var meget mærkeligt og jeg var glad samtidig med en mærkelig tomhed. Ikke fordi jeg havde forventet rød løber og noget i stil med ala Olsen Banden, når Egon kommer ud af fængslet… men…. jeg kan ikke skjule at jeg nok i dagene efter gik rundt men en snert af skuffelse. Jeg afsluttede dette forløb og det var stort for mig, derfor har jeg også sagt til mig selv, at derfor behøver det jo ikke at være det for andre……..

Bum…. det passer ikke….. jeg havde da klart elsket balloner, boblende champagne og lykønskninger i hobetal 😉

Fantastisk igen at få skrevet lidt – jeg satser på at der ikke går en måned igen.

Tjøs

Pernille

Søndagstanker.

I disse dage for et år siden, blev jeg sygemeldt for 2. gang pga. angst. Angsten var på det tidspunkt der stort set hver dag og var gang på gang utrolig invaliderende.

Nu sidder jeg her et år efter og kan i dag ikke huske, hvornår jeg sidst havde et angstanfald.

For et år siden vidste jeg præcis hvor lang (kort) tid siden, det var jeg sidst havde haft et anfald. Og jeg tænkte ofte: “hvornår kommer det næste.?”… nogengange tror jeg nærmest, at jeg fik angst for angsten.

At sidde her i dag og ikke kan huske, hvornår jeg sidst havde et anfald er fantastisk. Jeg er kommet langt. Det er langt for mig, ikke at kunne huske præcis, hvornår det sidste var og samtidig går jeg ikke og tænker på, hvornår det kommer næste gang. Det er noget, der giver ro.  Ro i hovedet over “ikke at skulle holde styr på det”, for selvom jeg ikke ville holde styr på det, kunne jeg ikke gøre andet.

Jeg skal stadig passe på mig selv. Ro er så vigtig en ting for mig. Ro på den måde at det ikke behøver at være i hule under dynen, som for et år siden. Men f.eks. at gå en tur nede i skoven.

I dag gik jeg en dejlig lang tur med mand og hund og lidt regndråber som selskab. Jeg havde brug for den ro, som skoven giver.

Lidt billeder fra vores gåtur; vi bor fuldstændig fantastisk.

En anden ting der giver ro, er at slappe af med en god podcast i ørerne. For tiden hører jeg Krøllet kærlighed med Cecilie Falgren Rubini, som også har bloggen Sneglcille, som bestemt også er et besøg værd. Anden til venstre med Stephanie Fisker.

Girlcrush med de to skønne damer (siger man damer, når de er yngre end en selv?) Johanne Mygind og Line Hoffmeyer.

Der ud over lytter jeg også til; Jeg plejede at tro på forevigt (der er lige kommet nyt afsnit efter en pause) og Jeg lever med døden.

Jeg plejer at tro på for evigt har hjulpet mig meget i min sorg over at miste min mormor for snart 2 år siden.

Jeg kom helt tilfældigt en dag forbi bloggen; Jeg lever med døden, som jeg også læser og blev opmærksom på, Anne Louise Bachmann også have en podcast med samme navn.

 

Jeg vil i nogle af mine kommende indlæg skrive mere om, hvordan det går et år efter at angsten buldrede løs i mig. SÅ kig endelig forbi snart igen.

God kommende uge til jer alle:

 

Bliver man ældre på 14 år?

Ja da er svaret. Selvfølgelig. Klart. Tænk bare fra 0 år til 14 år. Der er man baby, barn, teenager. Fra 14 år til 28 år. Man er teenager, man er ung  og man bliver voksen. Fra 28 år til 42 år…… fra voksen til? mere voksen? Mere klog? Ihvertfald mere erfaring.

Det er jo ikke fordi jeg er i tvivl, jeg er udemærket klart over at på 14 år bliver man ældre. Lige gyldigt om det er fra 0 år til 14, eller fra 28 år til 42. Så hvorfor dette indlæg? Måske fordi det har overrasket mig, hvor hurtigt de sidste 14 år er gået, og jo jeg er da blevet ældre, siden jeg var 28 år. Ældre og klogere på mange ting. Mor. Jeg er blevet mor på de 14 år. Rent faktisk blev jeg mor for første gang for 14 år siden. Og forleden da det var dagens for at jeg blev mor for første gang, fik jeg mange lykønskninger med min ældste. Og jokede med flere; men jeg er jo ikke blevet ældre på de 14 år….Hvorfor har man brug for at joke med det? Måske fordi det et eller andet sted er svært at blive de år ældre? Men det er ikke alle de sidste 14 år der har været svære. Sikke en rodet omgang, jeg er ude i. Håber I kan følge med.

Jeg ved/  tror, at det er noget af det der medfølger med alderen, jeg har svært ved. Ældningen. De begyndende grå hår, som min frisør har fundet en her tot af. Bekymringsrynken i panden, som er blevet permanent, selv når der ikke er noget at bekymre sig over. Når man igen og igen må hive et stridt hår af hagen med en pincet…. I hate it! Det er fa… ikke charmerende.

Sådanne tanker har jeg i dag. Og har brug for et los bagi, jeg er jo kun 42. Det er ikke gammelt.

Men så mig alligevel købe en creme forleden dag i Matas, som reducerer rynker, mørke render og hævelser under øjnene. Jeg er sg* lige målgruppen for den creme.

Men at være mor på 42 til børn på 14 og snart 11. Det er heldigvis ok. Jeg er glad for at have erfaring, når jeg skal rådgive og vejlede, og jeg prøver virkelig ikke at være for mor-agtig-klog-dengang-jeg-var-ung…… eller hvad-sagde-jeg. Tror faktisk jeg styrer meget godt udenom disse.

Så summa summarum på mine søndags tanker må være…. at jeg jo egentlig har det godt med den alder jeg har… men at jeg også er kommet dertil hvor eyecreme og pincet ikke kan undværes.

 

 

Lidt om mit besøg hos diætist.

Jeg har tændt lys og jeg har ild i brændeovnen. På komfuret står græskarsuppe og simrer. Jeg sidder i køkken alrummet og kigger ud på regnen, imens jeg hører podcast.

Sidste tirsdag var jeg til opstarts hos diætist. Vi gennemgik, hvad jeg spiser på en typisk dag. MIn morgenmad og frokost skulle jeg ikkelave nogen ændringer ved. Dejligt at de ændringer, jeg havde lavet i foråret var gode for mig og at jeg bare kan forsætte med dem.

De andre ændringer er heldigvis nemme at gå til. Jeg skal have 2 mellemmåltider ind. Et om eftermiddagen og et om aftenen. Ikke at jeg ikke har spist noget her, men iskaffe fra tanken og kitkat er ikke lige de mellemmåltider, jeg skal spise.

Det er jo ikke fordi, jeg ikke har vidst det og det er ikke hver dag, det er røget ned, men jeg havde brug for at give hende et så reelt billede som muligt, især fordi at jeg synes det blev oftere det usunde end det sunde, jeg spiste.

Jeg har derfor fået ideer til mellemmåltider, samt min middagsmad, skal jeg lave lidt om på, samt spise flere grøntsager.

Til sidst var jeg en tur på vægten. Lige præcis det tal har jeg ikke brug for at dele.. ingen er vel i tvivl om, at det er for højt.

En typisk dag i måltider ser derfor ud for mig nu:

Morgenmad: Et stort glas bladselleri juice. Lidt senere 1/2 bolle med ost.

Mellemmåltid: Den anden halve bolle med ost samt 1 stk frugt.

Frokost: Salatbowl; som gerne består af fuldkorns couscous, div. blandede kål, tomater, edammer bønner, agurk, gulerod, bagt sød kartoffel…. evt. med falafler til eller en klat humus. Det mætter helt vildt og jeg elsker den frokost.

Mellemmåltid: Det kan være knækbrød med ost, 1/2 skive rugbrød med æg, frugt, yoghurt/skyr med bær o.lign.

Aftensmåltid: max 3 kartofler (eller 120 g kogt ris, bulgur o.lign), 120 g kød og 300g grønt. Det er svært for mig.

Jeg er ikke den store kødspiser, så 120 g er virkelig meget og der hvor jeg har spist flere eks. kartofler og mindre kød. Men jeg prøver.

Mellemmåltid: Det kan være knækbrød med ost, 1/2 skive rugbrød med æg, frugt, yoghurt/skyr med bær o.lign.

Det sidste mellemmåltid er også svært at få spist. Jeg er virkelig ikke særlig sulten, så ofte om aftenen er det yoghurt, det synes jeg ikke ligger ikke så tungt i maven, som eks. 2 stk. frugt.

Heldigvis skulle jeg ikke lave nogle ændringer i forhold til mit kaffe indtag 🙂 og da det stadig regner og er lidt små koldt på trods af brændeovnen, tror jeg at jeg vil lave en kop kaffe inden jeg kører til Rønne senere og henter børn.

Jeg sætter kampen igang igen.

Kampen mod kiloerne.

Hej jeg hedder Pernille og jeg vejer for meget. Alt for meget. Jeg ved det godt. Jeg ser det hver dag, jeg mærker det hver dag og jeg hader det.

Jeg kan ikke skjule det bag, jeg har været gravid med tvillinger. De kilo er tabt, forlængst… og ja så er der kommet nogle nye til.

Forkert kost, for meget byggen hule og medicin har bestemt ikke gjort noget godt for kroppen. Jeg kunne have lukket mundet, jeg kunne jo bare have taget mig sammen. Men havde jeg kunne det, tro mig, så havde jeg gjort det for længst.

I foråret, i takt med at jeg fik det meget bedre, kom også motivationen for at begynde at gøre noget ved det.

Der røg 5 kilo, men herhenover sommeren er det gået helt i stå.

Til mine samtaler på hospitalet har vi talt om det, det er jo ikke særligt rart at have motivationen, ændre på kost, også sker der ikke noget. Og det gør ikke noget godt for, hvordan jeg så ser på mig selv.

Det er nu blevet bestemt, at jeg skal starte hos en diætist. Det er jeg simpelthen så glad for. Jeg glæder mig til at få den hjælp, som jeg mangler. Hjælp til at få sammensat kosten på den rigtig måde, så det vil hjælpe mig.

Jeg er top motiveret og glæder mig til at komme igang.

Som altid, vælger jeg at være åben. Men man må altid meget gerne spørge ind til mig, hvordan jeg har det og hvad jeg er igang med. Og i efteråret starter jeg altså hos diætist; jeg er spændt på forløbet og tænker, jeg både får brug for hep, knus og hjælp med at tro på det, når/hvis det hele bliver lidt surt.

 

1 års snarlig fødselsdag, og hvad nu?

Jeg har haft tænkepause.. tænkepause herfra.

For et år siden begyndte jeg at gå med tanken om at lave en blog. For at gøre noget ved det skriveri, jeg holder så meget af. For at give et indblik i den angst, som jeg ikke holder af. For at tale åbent om noget, som mange tier. Tankepause fordi jeg havde brug for at få klarhed om, hvordan min blog her et år efter skal være.

Jeg har skrevet mange indlæg om angst, mange indlæg om den der hverdag, mange indlæg om stort og småt.

Så pausen er brugt på at arbejde med, hvilken vej jeg skal. Skal bloggen laves om; være i en anden retning? En ¨nynneblog¨ = om alle de klodsetheder jeg ofte pryder min hverdag med?  Eller en blog som primært viser livet som mor? (tror faktisk mine teenager og pre-teenagere vil betakke sig. En blog med mine krea ting?

Jeg har tænkt. Skrevet, streget ud, for at skrive igen. Krøllet sammen – ja jeg skrev på papir – og foldet ud igen. Glattet ud, tænkt. Og efter at have læst alle mine indlæg fra start til nu, er jeg kommet frem til, at jeg ikke vil lave noget om. Denne blog har været med til at jeg kom igennem en hård periode. Det vil jeg ikke gemme væk. Det skal jeg ikke gemme væk. Så jeg fortsætter. Med hyldeskriv*, med torsdagstanker, med indlæg om hverdagen, med indlæg om, hvor jeg er på vej hen. Med og uden klodsetheder, med kaffekoppen ved min side. Fra livet på landet, som mor til 3, gift og lige midt i livet.

Jeg tænkte, nå, er det så livet,

sådan ser det altså ud

lidt krøllet, sammenbidt og gennemblødt

og helt almindeligt ——

—— Grib det nu , det satans liv

grib det, fang det før det er forbi…….

 

 

* Egentlig ville jeg havde lavet flere #hyldeskriv end jeg har gjort. Jeg satser på flere i det kommende år.

 

 

En af de bedste beslutninger ever.

Tilbage i december måned tog jeg en af de bedste og vigtigste beslutninger; at tage 1/2 års orlov fra min arbejde som børnehaveklasseleder.

Jeg var lagt ned af angst og savnede den Pernille, jeg var engang. Den sociale og glade Pernille. Jeg savnede at være en del af min familie og ikke hende, som altid måtte melde fra og blive hjemme, fordi angsten fyldte mere og mere af min dag.

Niks – det kamp ville jeg vinde, men havde brug for ro til det. Så 1. januar i år startede jeg på orlov. Hold nu op, hvor har det været givtigt og fantastisk. Jeg har stornydt at gå hjemme og tage dagene, som de kom.

Nu sidder jeg i min sidste uge af orloven; i næste uge starter jeg på arbejde igen. Dog kun i 4 dage, så har jeg 4 ugers sommerferie og starter så op til august. Det går lige an 🙂

Og hvor er jeg kommet langt – om jeg er i mål? nej – ikke endnu og spørgsmålet er om man nogensinde kommer i mål. Men jeg er langt ude på linen, jeg balancerer ikke længere usikkert – men sikkert. Jeg har løftet ansigtet og tør kigge ligeud. Jeg er igen en del af det jeg savnede og min familie og omgivelser kan se og mærke det.

Jeg skal stadig passe på mig selv; men det har klart hjulpet at jeg har skruet ned for ambitionerne og forventningerne (til mig selv).

Når jeg starter op til august bliver det også i starten med en 4 dages arbejdsuge; det tænker jeg er virkelig godt givet ud.

Efter at have været hjemme på orlov lidt tid, begyndte jeg at tænke over, hvad jeg gerne ville lave dette halve år. Ingen tvivl om, at det at få ro var det primære, men jeg vidste også at, hvis jeg ikke fandt på noget, der ville give energi, så ville jeg ende med hule under dynen.

Jeg har altid godt kunne lide at skrive. Og jeg ville elske at skrive en børnebog – om jeg har fået det gjort? Jeg har fået startet; Bornholm fra bagsædet hedder den, men er pt. gået kold i den. Jeg har sendt en synops til et forlag, så gerne ville læse den færdige udgave, så det var da ikke et afslag 🙂 Der ud over er jeg også igang med at skrive alle mine idéer til, hvordan man kan holde samlinger i en børnehaveklasse. Måske dette en dag bliver til et opslagsværk el. lign.

Der ud over er jeg blevet blogger på Folkeskolen.dk hvor jeg primært indtil nu har givet tirsdagstip til undervisningen, det sidste tip kommer i dag, herefter vil mine indlæg primært omhandle hverdagen i børnehaveklassen.

Jeg har stornydt den bornholmske natur. Kan man være mere heldig, end at bo så smukt et sted som vi gør. Bare som nu, hvor sidder jeg og kigger ud over markene og med kig til rundkirken, og her er ro… eller dvs. ikke ligenu hvor en bus holder i tomgang, men ellers…

Jeg har lært at holde af bønner og bladselleri juice og at der også i juni måned er lang ventetid, når man prøver at ringe til skat.

Jeg vil savne at gå hjemme… men jeg savner også mine kollegaer og mit arbejde, så det er nok (også) en rigtig beslutning at orloven er ved at være slut, også savner jeg at have plus på kontoen 😉

Rigtig god tirsdag derude. Nyd solen, hinanden og en stor is.