Når tiden går……

Hvor har jeg savnet at skrive. Men 2021 forsvandt i hverdag, i Corona og i store ændringer på mit arbejde. At jeg så netop ikke brugte dette medie, som jeg holder så meget af, det ved jeg simplethen ikke. Jeg tror helt helt ærligt ikke at jeg orkede…. orkede ikke at der skulle sættes flere ord på Corona, for hvor end jeg kiggede hen, så handlede det om Corona. Og  bedst som sommeren gik på hæld, blev det ikke bedre. Smittetallet steg, test og mundbind fyldte så meget, at det bare blev hverdag. Familieliv, arbejdsliv, livet generelt, kørte bare og jeg gjorde alt for bare at hænge på.

Så at 2021 sluttede passede mig faktisk alt fint. Og nu er 2022 allerede godt i gang. Januar var noget mørk og lang, februar lidt mindre og nu her lidt inde i marts, er det som om, jeg endelig er ved at vågne fra vinterhiet 🙂

 

 

Når man er forkærstede, kan man mærke det i maven.

(Sponsoreret indlæg)

Følelser er noget vi alle har; store følelser, små følelser. Ligemeget om vi er 6 år eller 40 år. Rare og dejlige følelser og følelser som gør ondt og kan gøre os kede af det og bange. Det er så vigtigt at følelser er noget, vi kan tale åbent om. Alle vores følelser; de rare og dem der er svære. I mit arbejde som børnehaveklasseleder finder jeg det vigtigt, at lære mine elever at sætte ord på bl.a netop deres følelser. 

I samarbejde med firmaet CIHA har jeg fået lov til at teste deres brætspil: Alle mine følelser – indeni og udenpå med min børnehaveklasse. På tur rundt i kroppen får man talt om mange forskellige følelser og hvor de sidder henne.

Jeg havde flere idéer til, hvordan vi skulle spille spillet, men valgte her første gang at tage et billede af spillepladen og vise det på vores smartboard, så alle kunne se. Brikkerne satte jeg fast med elefantsnot.

Inden vi begyndte at spille, talte vi om mange forskellige følelser og hvor vi kunne mærke dem henne og hvad de gjorde ved os. Min klasse kom med mange fine tanker og vi fik talt om, at man kan være så ked af det, at man får ondt i maven, men at man også kan være så glad, at det helt kilder i maven. Vi talte også om, at følelser kan få ens hjerte til at banke hurtigere; ja sagde en af mine elever, det er når man er forkærstede. (Forelskede)

Det er en super godt spil at spille med den aldersgruppe. De kan reflektere og er gode til at komme med forskellige bud og idéer. Der er god afveksling mellem snak og med at man skal vise noget selv; f.eks at man skal rejse sig op og vise noget med kroppen og ansigtet. 

Vi grinte også flere gange, da spillet også har spørgsmål som; “far er vred – hvad har fået ham til at føle sådan?” 

Og det var næppe pga. chokoladen blev vi enige om.

Vi skal snart spille Alle mine følelser  igen. Spillet egner sig både til at spille hjemme i familien, men jeg synes bestemt også det kan spilles i skolen med de mindre klasser; både som vi gjorde, som en fælles aktivitet, men også i mindre grupper.

Spillet vil jeg bruge fremover, når vi skal tale om følelser i børnehaveklassen.

Tvillingemor – min fødselsberetning.

For 12 år siden fødte jeg vores tvillinger Nora og Balder. Jeg har i dag læst og genskrevet min fødselsberetning, den har bragt minder, tanker og rev mig med tilbage til selve dagen, hvor de kom til verden.

God læsning.

Fødselsberetning. D. 3. marts 2009.

Nora og Balder født 39 +3; 4 dage før termin.

11. februar 2009.

Det er min fødselsdag og vi skal til vækstscanning på hospitalet. Det er vi hver 14. dag, for at følge tvillingerne.

Vi er spændt på om Tvilling A (Nora) fortsat ligger med hovedet nedad, som hun gjorde ved sidste scanning.

Alt ser fint ud; tvilling. A ligger stadig med hovedet nedad, men står ikke fast. Begge har det godt derinde.Vi får en tid til igangsættelse d. 24. februar. Jeg håber, at jeg går i fødsel inden, da jeg er stor og besværet og har en del vand i kroppen.

D.24. februar 2009.

Vi møder ind på fødegangen kl. 14.00, hvor jeg får kørt ctg og bliver undersøgt. Jeg har stadig 1½ cm livmoderhals og det ser ikke ud til, at jeg selv går i fødsel det næste døgns tid. Vi får at vide, at vi skal komme igen næste morgen kl. 9.00 til igangsættelse.

D.25. februar 2009.

Jeg har svært ved at slippe Helma om morgenen, krammer hende og giver hende 1000 ekstra kys. Martin kører hende i børnehave og jeg smågræder, har ondt og er samtidig spændt på, hvordan dagen kommer til at forløbe. Det blev langt fra de sidste tårer den dag.

Vi møder på fødegangen kl. 9.00, hvor vi mødes af en jm-vikar fra København, som jeg har mødt tidligere til ctg-scanning. Hun virker rigtig sød og jeg er rigtig glad for at hun er på vagt. Mange af de faste jordemødre har ferie, da det er vinterferie.

JM fortæller, at hun har fået at vide at jeg skal ligge med ctg og undersøges inden hun kontakter vagthavende overlæge.

Vi er lidt undrende overfor dette, for det var jo, derfor jeg var der i går.

Alt ser fint ud, der er fin aktivitet i maven og godt med plukveer. Jeg har stadigvæk 1½ cm livmoderhals. Jm kommer ind på stuen og jeg kan med det samme læse i hendes ansigt, at det hun skal sige ikke er positivt. Lægen der har vagt har besluttet at jeg ikke skal sættes i gang. Jeg har hørt fra andre, at denne læge ikke sætter i gang, hvis han mener, det ikke er nødvendigt og at jeg er tvillingegravid i 39. uge, er ikke grund nok, mener han.

Jeg begynder at græde, kan slet ikke holde ud, at jeg ikke bliver sat i gang. Jeg elsker at være gravid, men min krop er brugt nu, jeg er så besværet og har så mange plukveer og vand i kroppen, at jeg ikke kan sove om natten. Vi har fortalt Helma at det er nu, hun skal være storesøster, Martin er startet ferie. Jeg er så bange for at der skal ske noget med dem i maven, øv øv øv, og vi er meget uforstående overfor den beslutning.

Stakkels JM som står der med os og alle vores spørgsmål, hun er selv ret forundret over, at han ikke vil sætte mig i gang, når det er blevet lovet af en anden overlæge ved sidste scanning, men der er desværre ikke noget at gøre.

Hun tilbyder at give mig akupunktur for alt vandet og for at sætte skub i mine plukveer, så de måske kan blive til rigtige veer. Jeg takker ja, ville ha’ takket ja til hvad som helst.

Vi tager fra hospitalet og Martin ringer og siger at vi selv henter Helma. Vi tager på café og spiser frokost og på hjemvejen henter vi Helma. Jeg bliver ude i bilen, og Martin kommer ud med en tydeligt skuffet Helma. ”Mor, du sagde at du skulle føde i dag.” Så vi fortæller at babyerne har det så godt inde i mors mave, at lægen synes de skal blive derinde lidt endnu.

Hjemme får Martin ringet til sit arbejde for at høre, om han kan komme på arbejde og udskyde ferien til om en uge, hvor jeg har fået en tid til scanning tirsdag formiddag.Jeg får sendt sms’er til familie og venner om, at babyerne stadig er i maven og at jeg pt. Ikke bliver sat i gang, selvom jeg burde.

I den næste uges tid gør jeg ALT, hvad jeg orker for at prøve at få veer. Traver ture op og ned at de små bakker omkring, hvor vi bor. Er igen på hospitalet og får akupunktur, men ingenting sker der.

Tirsdag d. 3/3-2009.

Jeg er nu 39+3 (4 dage til termin) aftalen er at jeg skal ringe til fødegangen, da der ingen ledige scanningstider er, så vil de proppe mig ind.

Vi fortæller ingenting til Helma, vi aner jo ikke, hvad der skal ske. Vi håber på igangsættelse, men tør simpelthen ikke tro på det. Vi har fortalt i børnehaven, at det evt. er nogen andre der kommer og henter hende.

Igen har jeg svært ved at slippe hende, ved jo ikke om jeg ser hende i eftermiddag. Hun får lige et ekstra kram og kys, også kører Martin hende i børnehave. Imens ringer jeg til fødegangen, hvor jeg taler med en jm, som siger at vi bare skal komme, der er stille og de har masser af tid til mig.

Så da Martin kommer hjem, pakker vi igen taskerne i bilen, og kører så mod Rønne. Vi taler om, at de simpelthen ikke kan sende mig hjem i dag.

Vi kommer ind på fødegangen lidt over 9. Bliver mødt af en jm, som er meget sød og viser os ind i et undersøgelsesrum, hvor jeg bliver lagt med ctg på begge tvillinger. Får taget blodtryk som er en anelse for højt og mit vand i kroppen bliver bemærket. Hun siger, at hun nu vil ringe til den læge, som er på vagt. Gudskelov er det ikke ham, som afslog igangsættelse ugen forinden.

Imens kommer min konsultations jm forbi, og giver kram og fortæller at de alle har været meget uforstående overfor den beslutning, der blev taget i sidste uge og at flere jm’er har givet udtryk for at det absolut ikke har været for mit bedste, at jeg ikke blev igangsat. Jm kommer tilbage med lægen. Jeg bliver undersøgt og har stadigvæk livmoderhals tilbage (det er godt nok vildt, at jeg slet ikke er på vej i fødsel af mig selv.) Men han siger de ord jeg har drømt om, så længe at høre, jeg skal sættes igang. Kl. 11 får jeg lagt stikpille 1 og skal ligge en time. Pga. blodtrykket indlægger de mig. Martin går i kiosken og køber blade og dagens avis og vi får sludret og læst og hvilet.

Allerede imens jeg ligger på sengen, synes jeg det begynder at nive på en anden måde end plukveer. Da der er gået en time, kommer vikar jm. Hun er på vagt hele dagen. Jeg bliver så glad at det er hende, da hun er utrolig sød og jeg er så tryg ved hende. Vi får vist en stuen, enestue, og taler om at gå ned og få noget frokost.

Jeg begynder at have veer med 10 minutters mellemrum. De niver lidt, men ikke mere end jeg kan holde det ud. Vi får spist noget mad, men veerne begynder at nive godt, og jeg kan ikke holde ud at sidde på stolen i cafeteriet og den mad jeg havde lyst til, da vi gik derned, ligger urørt, alt imens Martin både får kværnet pølser og sandwichs.

Jeg har nu veer ca. hvert 6. minut og de varer vel ½ min. Vi går tilbage til stuen og læser lidt i blade og ser lidt tv. Aftaler at Martin skal blive der, jeg er ret sikker på, at jeg føder i dag.

JM kommer og ser hvordan jeg har det, hendes vagt på hospitalet er slut om et par timer. Hun vil lige undersøge mig, for hun skal beslutte om hun skal blive eller tage hjem. (Dvs. hun havde stadigvæk vagten; bare hjemmefra… vi er på Bornholm)

Kl. er 16 og livmoderhalsen er udslettet og jeg 4 cm åben, JM siger hun bliver. Jeg går i bad, da veerne virkelig er kraftige nu og jeg kan huske fra Helmas fødsel, at det var dejligt at være i brusebad. Det er det så bare ikke denne gang, så det bliver bare et hurtigt bad. Jeg har det bedst, når jeg går rundt. Fra vinduet og hen til håndvasken og tilbage igen og igen og igen…. og med pauser ved vinduet, når jeg får en ve.

Vi får mad ind på stuen, jeg er ved at kaste op over lugten af den the som står på bakken, ud med det igen. Det eneste jeg kan holde ud er at drikke æblemost. Jeg står ved vinduet og kigger ud på parkeringspladsen, imens endnu en ve kommer og går, nogen nede på parkeringspladsen kigger op og vi får øjenkontakt og de smiler og vinker, jeg må se sjov ud, som jeg står der og puster.

Martin bliver sendt efter jm, jeg vil gerne undersøges igen og evt. snakke smertestillende, har så ondt og har veer med 2-3 min mellemrum og de varer godt 1 min.

Kl. er 18 og jeg er 8 cm. åben. JM går ned og gør en fødestue klar, der er ringet en ekstra jm ind og fødselsholdet bliver adviseret. Vi går til fødestuen, det tager en del veer at gå fra stuen og til fødegangen. Heldigvis er det på samme gang.

Kommer på fødestuen, får hospitals skjorte og strømper på og op og ligge på sengen, bliver spurgt om epidural, men da jeg er så tæt på at føde, mener jeg ikke at det er nødvendigt. Veerne kommer nu rullende hele tiden, der er stort set ingen pauser, det gør så ondt. Til Helmas fødsel var jeg stille, men denne gang er det helt anderledes, jeg må bare brøle smerterne ud.

Vandet er ikke gået og Tvilling A står stadigvæk temmelig højt, begge tvillinger bliver nøje fulgt. Og så kommer lægen ind fra sidste uge.  Øv tænker jeg, får lyst til at skælde ham ud, men en ve overmander mig.

Han undersøger mig og går igen. Der er en uvenlig tone på stuen ml. ham og jm, pinligt at overhøre. Så kommer den ekstra jm ind. Det er hende, jeg går hos i tvillingegruppe og også er meget tryg ved.

Tvilling A bliver ved med at stå højt og kommer slet ikke med ned. Jeg er nu 10 c, åben og hvis jeg kan presse selvom jeg ikke har presse veer, må jeg gerne prøve, så Tvilling A måske kan komme ned. Det er godt nok svært at presse, når man ikke har presseveer.

Lægen kommer ind igen, undersøger mig. Jm har lige fortalt os at hun gerne vil vente lidt med at tage vandet, vil gerne give Tvilling A lidt tid og se om den ikke kommer ned af sig selv.

Jeg skriger igen af smerte, det gør så ondt, da han undersøger mig og pludselig sejler sengen i vand.

Lægen går ud og den ene jm går med for at tale med ham. Imens småsnakker vi om at det var da mærkeligt at han tog vandet uden at informere os om det.

Jeg kan fornemme at tiden går og jeg husker fra Helmas fødsel at nu burde der snart ske noget. Så begynder at blive urolig, men jm får mig snakket til fornuft, og jeg samler alle de kræfter jeg har og får presset, når jeg føler for det. Men så begynder Tvilling B’s hjertelyd pludselig at dykke og retter sig ikke som den skal, et meget hurtigt tryk på knappen og lægen står igen på stuen, kigger, mærker og siger så: Kejsersnit nu…. og så går han.

JM fortæller så at tvilling B’s hjertelyd ikke retter sig helt så hurtigt, som den skal, baby er ved at være stresset og Tvilling A kommer ikke ordentlig ned, som de havde håbet på, den står skævt og kommer slet ikke frem i hvert pres.

Jeg er fuldstændig udmattet og siger bare; ”fint… bare I får smerterne til at holde op. ” Hvis jeg skal have aks, så kan de godt lige få stoppet de smerter. Har jeg fortrudt, at jeg ikke fik den epidural tidligere. Jeg får noget, der skal gøre veerne mindre slemme, det virker ikke rigtigt. Jeg bliver koblet af alle de ting jeg er koblet til og jm og Martin kører mig ud til elevatoren og ned på operationsgangen.  JM fortæller, at hun er med under fødslen og lytter flere gange til Tvilling B, og fortæller den har det godt og hjertet banker fint, men jeg er ikke et øjeblik rolig. Jeg vil have dem ud i mine arme nu.

Vi kommer på operationsstuen, hvor et stort hold står klar. Venter på anæstesilægen, som er kaldt, vi venter længe synes jeg, men endelig kommer han, præsenterer sig og endelig bliver jeg bedøvet og så kan jeg ikke længere mærke veerne.

Bliver spurgt om jeg kan mærke noget og det kan jeg ikke, så de går i gang. Jeg kan mærke de sådan rusker i mig uden at kunne mærke det, det lyder lidt mærkeligt, det gør ikke ondt, men man kan godt fornemme at de hiver rundt i mig.

Kl. 22.30 bliver Tvilling A født, en pige, vores Nora. De viser mig hende kort og tager hende over på et undersøgelsesbord, og kl 22.32 bliver Tvilling B født, en dreng, vores Balder. Han bliver også hurtigt vist til mig også tages han over på det andet undersøgelsesbord. Han er lidt blå og skal have lidt ilt, men han har det heldigvis fint. Jeg får Nora over at ligge hos mig, helt oppe ved hovedet, så jeg kan kysse og nusse hende. Imens sidder Martin med Balder. Efter lidt tid bliver der byttet så jeg får Balder op og ligge og nusser og kysser ham.

Jeg ligger længe på operationsbordet, da de er nervøse for, at der er blevet skåret i min blære, det er der heldigvis ikke og jeg kan blive syet sammen. JM og Martin går med Nora og Balder op på fødestuen for at måle og veje dem og imens bliver jeg gjort færdig. Meget sjovt bare at ligge og lytte til deres snak; de gættede på vægt og længde på Nora og Balder. Fandt aldrig ud af om, hvem der fik ret.

Så bliver’ jeg kørt på intensiv, hvor de sødeste sygeplejersker tager imod mig og har sat 2 flag frem, kort tid efter kommer JM og Martin med Nora og Balder og endelig får jeg dem begge i armene. De er så søde og så smukke og jeg er så fuld af lykke. Martin får hentet kameraet, som vi havde glemt på stuen og vi får taget billeder.

Nora vejer 3430 g og er 52 cm lang og Balder vejer 2942 og er 50 cm lang. Nora har en stor fødselsbule på den ene side af hovedet, pga. hun har stået skævt.

De næste par timer bliver’ der puslet om os og vi får den bedste og mest kolde cola jeg nogensinde har fået og et par sandwich. Vi snakker og nusser Nora og Balder som ligger i mine arme og ved 4-tiden bliver vi hentet af en portør og kørt tilbage på vores stue.

Jeg ligger med Nora og Balder resten af natten og bare putter og småblunder.

Om morgenen ringer vi til vores forældre og min søster og får sendt sms’er ud i verden med at vi nu er lykkelige forældre til 3.

Senere kommer begge jordemødre forbi og vi får snakket rigtig godt om fødslen. Jeg får at vide at Nora aldrig ville være kommet ned, da hun stod for skævt, jeg havde aldrig kunne presset hende ud, så på baggrund og af det og Balders dykkende hjertelyd, så var det rigtig godt at det blev aks.

Vi var indlagt i 4 dage, så var jeg mere end klar til at komme hjem.

 

 

 

 

Og med et knips gik februar.

Og tak for det. Jeg er klar til at sige farvel til februar, den bød på for meget tristhed, mere end hvad der er retfærdigt. Ikke bare sure ting, som kulde og sne og det at blive 44 år. Men tristhed for et menneske, som jeg holder utrolig meget af og det gør mig så ondt. Ondt  helt ind i hjertekulen.

Så kom marts; kom med forår og sol.

 

 

 

 

Farvel til januar.

Ja undskyld januar, men farvel med dig. Jeg er så glad for at i morgen, skifter vi til februar. Jeg er ikke fan af lange mørke vintermåneder. Og januar, du er desværre en af dem. Især i år har du været ekstra lang, og selvom du her på det sidste har vist flere lyse sider af dig, så er jeg mere end klar til februar. For efter februar kommer forår.

Forår er mine tvillingers fødselsdag. Forår er lys. Forår er de yndigste forårsblomster. Forår er knopper på træerne. Forår er at sætte havemøblerne frem igen. Forår er forhåbentlig flere vaccinerede. Forår er glæde. Forår er kaffe i en solskinsplet. Forår er begyndende fregner på næsen. Forår er fuglekvidder. Forår er goddag tyndere jakker. Forår er 1 år siden jeg stoppede til samtaler. Jeg glæder mig så meget til at byde foråret velkommen.

Men først er der februar og den skal også nydes.

(Billederne er for forrige år)

Hjemmeundervisning og hjemmekontor.

De første 14 dage med hjemmeundervisning er nu gået. Mit team og jeg har fået lavet en god plan over, hvordan dagene skal være og hvem der forbereder hvad til hvornår. I sidste uge var jeg også en dag på skolen, hvor jeg havde nødundervisning. Det var en meget tom skole at komm end på, når man er vant til børn i skolegårdene og på gangene.

Efter 3 1/2 uge hjemme i familienboblen var det svært lige pludselig at træde ind og være tæt med andre. Jeg er ikke bange, jeg får ikke angst, men jeg har en følelse af enorm usikkerhed i at være i “en anden bobbel” end den derhjemme. Jeg tager så meget hatten af for de lærere og pædagoger der er afsted hver eneste dag. De er ikke først i køen til vacciner, men hver dag tager de på arbejde og står forrest. Tak til alle dem.

Jeg prøver at holde humøret oppe, men de sidste par dage har jeg godt nok været i et små dårligt humør, så da der i formmiddags kom et blomsterbed med en buket blomster blev jeg helt rørt. Blomsterne var fra min mor, det var virkelig som at få en knus gennem luften og fik mig til at tænke på, at det er helt ok at humøret ikke hele tiden er i top og et par med med dårligt humør er ok, så længe det ikke bliver alt for lang tid.

 

1.1.2021.

Godt nytår.

I går fejrede vi nytår i boblen. Min lille familie bobbel. Det var så hyggeligt og sjovt. God mad, gode snakke, god musik og hygge. Og nåååå ja konfettirør.

Det tog 1 1/2 støvstugerpose at få væk i dag. Men som sagt, virkelig hyggelig aften.

I dag har den så stået på, udover støvsugning, på absolut ingenting og det eneste valg jeg gider tage i dag, er om der skal ses Bagedyst eller x-faktor.

Nu er Mette Frederiksens nytårs tale netop begyndt og bagefter skal vi have rester.

Vi er stadigvæk i en verden med pandemi, lad os håbe at 2021 giver den et ordentlig los i r*….

På mandag står den på hjemmeundervisning af min 0. årgang, så en af dagene skal jeg lige sadle om mht undervisning mandag, men for nu er det stadig ferie.

Godt nytår til jer alle.

Den hyggeligeste juleaften.

Dagen i foregårs var lige, som jeg havde drømt om. Og kan man så ønske sig mere?

Min søster og hendes familie skulle have været til Bornholm og fejret jul med hendes svigerfamilie, men da Sverige lukkede grænsen, kom de ikke herover. Min søster og jeg har en gammel tradition med at vi ringer sammen d. 24. december kl. 12.00 og drikker portvin og ønsker hinanden glædelig jul. Dette skulle vi i år havde gjort hos os på gårdspladsen, men da de jo alligevel ikke kom til øen, blev det som det plejer. Det er en tradition jeg elsker.

Efter at have skålet, gik jeg igang med at lave ris ala mande, det er egentlig lidt fjollet, for ingen af os 5, er speciel vilde med det, men vi synes det skulle være der, og ellers gik dagen med at pigerne kom forbi på ponytur med nogle af deres veninder, så hyggeligt, desværre i p*.regnvejr.

På et tidspunkt om eftermiddagen kom der “en ked af det følelse” snigende. Det kræver måske en dag nogle indlæg om hvorfor, men det har taget mig mange år, at holde af julen. Heldigvis fik jeg sagt skrid til følelsen, gave den en på paletten med make’uppen og Disneys’s juleshow. Tak Jesper fårekylling – du kan noget – selv efter jeg er blevet voksen.

Vi nød julemiddagen og sad længe ved bordet, og mens vi fik ryddet af bordet blev der lagt lidt flere gaver under træet og tændt lys.

 

Eftersom vi kun var os 5, både dansede (eller gik vi nok mere) rundt og træet og sang. Resten af aftenen gik med gaveuddeling og pakken op. Alle fik nogle rigtig fine gaver. Vores børn er nu så store, så jeg havde ikke regnet med at de havde lavet laver i år, og blev meget glad og rørt over de købte ting,  jeg fik af pigerne, de havde virkelig fundet på ting, som passer lige til mig. Men som tog vores søn fusen på os…. i håndværk/design har de lavet bordskånere og de lå under træet til os.

En helt igennem skøn og hyggelig aften bare os 5.

I går og i dag er også uden planer andet end god frokost, pakkeleg, se en film og hygge hygge hygge.

Glædelig jul fra alle os til alle jer.

2 dage til jul. Tirsdag d. 22.december 2020.

Nå men så blev Bornholm da lige isolereret fra resten af Danmark. Jo jo man kan komme fra øen med fly eller ved at sejle til Køge, men derfor kan jeg nu alligevel ikke lade være med at føle at vi er noget isoleret. For 10 år siden var vi det også, men der var det pga snestorm. Øen var simpelthen gemt i sne.

December 2010.

Der må være noget ved denne dato; for 3 år siden sad jeg og min familie i en flyver på vej mod Thailand, alt imens min lille mormor fløj til himmels. Uden jeg fik sagt farvel, uden et sidste kram. Uden varsel om at det ville ske.

Jeg savner min mormor hver eneste dag, hun har været en stor del af hele mit liv.

2 dage til jul.

2 dage til en jul som i år bliver en anden for mange mennesker.

Vi skal holde jul herhjemme os 5, præcis som under snestormen for 10 år siden og jeg er sikker på vi får en super hyggelig jul.

4 dage til jul. Søndag d. 20. december 2020.

Juleferie. Ja tak. Har sparket den igang med at se hele sæson 2 af Hjem til jul. Helt helt fantastisk norsk juleserie på Netflix. Den har både fået mig ned i gear, i julehumør og gjort at jeg nu ønsker mig både sne og en sparkstøtting. Dem der kender mig, vil nok tro at den er helt gal med mig, da jeg normalt ikke er til kulde og sne, men da der ikke er noget der overhovedet er normalt dette år, så går jeg efter sne nu…. men kun hvis jeg kan glide afsted på en sparkstøtting.

Med 4 dage til jul:

  • Er jeg færdig med at købe alle julegaver.
  • Mangler alt andet indkøb. Læs juletræ og mad 🙂
  • Har jeg stadigvæk ikke drukket så meget som et glas gløgg.
  • Er jeg bagud med min julekalender…. hvad sker der for det, det er ellers spiseligt.
  • Har endelig fået lyst til at skrive igen, det troede jeg også tilbage i november og jeg har som sådan også haft lyst, men overskuddet har jeg brugt på familien og arbejdet. Så håber jeg vil få skrevet noget mere nu det er ferie.

Christmas is all around you…..