Da jeg begyndte at lege med tanken om at tage orlov fra mit arbejde, var jeg ude i at tage et par måneder, også starte igen i uge 11 når vinterferien var slut.

I hele denne proces med min angst har min ledelse været helt fantastisk og støttende. Så da jeg sagde, jeg gerne ville søge orlov, var de også her positive og igen støttende. De ville gerne give mig de 2 måneders orlov, de vill også gerne give mig mere, hvis jeg gerne ville det. Det satte nogle tanker igang. Ville 2 måneder være nok for mig? Med flere måneder kunne jeg virkelig få den ro, jeg sådan havde/har brug for og jeg kunne måske også få gjort noget ved de drømme om at skrive og være kreativ igen. Ting, der på det tidspunkt var flere år siden, jeg havde haft overskud til.

Så det blev til at jeg tog orlov resten af skoleåret. Og hvor er jeg glad for den beslutning. Jeg er ikke klar til at skulle være startet på mandag. Som i overhovedet ikke. Det er først de sidste par uger, at jeg er begyndt, at ane det der overskud. Jeg har stadig angst anfald op til flere gange om ugen og jeg bliver hurtigt træt og mættet af indtryk.

At være herhjemme og tage tingene i mit helt eget tempo er fantastisk. Jeg sover ikke længere den halve formiddag, men står gerne op ved 8-tiden. Det er gerne om formiddagen jeg er lidt kreativ enten ved at skrive eller som det mest er i øjeblikket lave påskepynt. Jeg vil enormt gerne lave en popup butik, men jeg må indrømme, at jeg nok med den er ved at tage munden for fuld ligenu. Så jeg sadler nok lidt om der. Det er desværre typisk mig.. jeg vil så gerne det hele på den halve tid. Det er stadig så svært for at acceptere, at jeg bare ikke kan alt det jeg har kunne og som jeg så gerne vil. Det kræverede snak og tårer sidste gang, jeg var til samtale.

Så ligenu når jeg har lyst laver jeg påskepynt, som jeg sælger via nettet. Jeg vil fortsætte med dette, da det giver mig en god ro og sidde og nørkle med det. Der ud over skriver jeg også på min bog. Det er det jeg kan pt, da min 1. prioritet jo klart er familien. Det må jeg så bare acceptere. Nogle tænker måske…”hvad sagde jeg” men jeg bliver også nød til at prøve at ” gå et par skridt længere ud på linen (se indlæg om linedanseren) jeg skal jo meget gerne kunne komme helt over på et tidspunkt. Og ligesom med påskepynten, giver det så meget ro, når jeg skriver, så det fortsætter jeg med, men pop up butikken er pt. sat på standby, ikke droppet, slet ikke, men sat på standby.