I al den tid jeg har været 42 år, dvs 6 dage præcis, har jeg ikke haft angst. Ikke nogen anfald. Ikke den der snigende fornemmelse i kroppen af, at det var på vej. Ingen uro. Ingen fuck…ting. Ikke siden sidste sommer har jeg haft så mange dage i træk uden angst. Det  er simpelthen en fantastisk følelse; jeg føler jeg kunne danse af glæde…. måske jeg bare burde gøre det 🙂

Hvordan kan det så være, at der er en uge uden angst? Jeg er sikker på, at det skyldes min orlov. Jeg har nu tid til at kunne arbejde med de ting, vi taler om, til mine samtaler. Jeg kan gå en tur, når jeg vil. Jeg kan sove til jeg er udhvilet og ikke skal op kl. 5.30.

Når jeg har mærket den snigende fornemmelse, kan jeg skifte fokus. Jeg kan rydde op en time i laden også lave ingenting resten af dagen. Jeg kan skrive 15 min på min bog og kan skifte fokus, hvis der er brug for det. Jeg har tid til at lave en sund morgenmad og frokost. Jeg har tid.

Jeg har lært, at når jeg har for mange opgaver, får jeg angst. og jeg kan ikke pt. have alt for mange aftaler på en uge. Når jeg ikke er på orlov, arbejder jeg på en skole. Jeg elsker mit arbejde, men det er en hverdag, hvor man kører 110 km/t. Man kommer bestemt ikke sovende til sit arbejde. Det sidste stykke tid fik jeg angst, bare når jeg også skulle ned i min klasse. Jeg var så ked af det over det. Tidligere gav mit arbejde mig energi, men det endte med, også at være en angstfaktor, på trods af, at jeg havde et super godt skema. Glasset var ikke bare fyldt, det havde ikke bare overfladespændning – det drev simpelthen ned ad siderne.

Og hvad så til august, når jeg skal tilbage igen? Jeg regner jo bestemt med at orloven giver mig den tid og ro, jeg har brug for. Men jeg ved også at jeg ikke skal tilbage og have samme opgaver, som f.eks. forrige skoleår, hvor jeg ud over at være børnehaveklasseleder også var TR, teamkoordinator og vejleder for studerende. Det er stadig mega hårdt for mig at erkende. Da det alle er opgave, jeg synes er virkelig spændende og meget vigtige samtidig med, at jeg elsker at undervise. Men jeg elsker endnu højere at være mor og hustru. Og selvom nogen kan, så kan jeg ikke begge dele. Jeg troede, jeg kunne være supermor hjemme og super woman på arbejdet. Men den ene kappe har jeg lagt.

Det blev da et noget rodet indlæg, håber jer der læser med, alligevel kan finde hoved og hale i det 🙂

Tjøs og god søndag derude.