En uge er gået. En uge, hvor jeg har været lidt mere på arbejde. Det er gået godt, derhenne. Men både torsdag og fredag kom angsten listende om eftermiddagen. Pis. Jeg ville ønske jeg kunne krølle den sammen som en papirskugle og kaste den langt langt bort!

Jeg lå længe i morges og tænkte over, hvad vi talte om i onsdag, da jeg var til min ugentlige samtale.

At gå hver uge til de samtaler, er som at samle et puslespil. Et med mange 1000 brikker. Rammen er lagt, den blev lagt, dengang jeg gik til gruppesamtaler. Og nu er vi så ved at fylde det ud.

Vi har de sidste par gange bl.a. talt om min mormor. Det er ingen hemmelig ,at jeg savner hende utrolig meget. Jeg savner hende hver eneste dag. Og i onsdags forstod jeg endelig noget… Jeg mangler at sige farvel.

På min telefon har jeg stadig hendes nummer. Jeg kan ikke slette det. Tænk hvis jeg bare kunne ringe og sige farvel. På den anden side, hvad siger man, hvis man ved, at det er sidste gang man taler med en? Hvordan slutter man den samtale? Jeg ved, at jeg ville sige tak til hende. Et lille ord, som rummer så meget. Tak for alle de gange, hun bare var der. Tak for alle de fantastiske oplevelser, hun gav mig. Tak for alle grinene. Tak for alle samtalerne. Tak for at trække mig gennem dyrehaven på en sur hest. Tak for at sy kjole til mig til gallafest. Tak for at forstå mig; som umulig teenager; som voksen kvinde. Tak for at være en brik i mit puslespil.