Jeg har en hylde…endnu en.

En af tingene er fra min barndom. Engang stod den på en anden hylde. Det er bjørnen. En bjørn er stærk. Jeg føler mig ikke ret stærk ligenu. Men det kommer igen. Det tror jeg på. Bjørnen stod hos min mormor. En af de stærkeste kvinder, jeg har kendt i mit liv. Hun flyttede til København, da hun var ung og blev gift med min morfar. Havde i mange år en syg mand, samtidig  med hun arbejdede i butik. Hun blev enke, før hun blev 60 år. Men valgte at gribe dagen. Tog på ferier alene, arbejdede samtidig med, at hun altid var der for os. Med knus, med råd, med sommerferier, med ostemadder i køkkenet. Helt indtil december sidste år boede hun i egen lejlighed med minimal hjælp for en dame i 90’erne.

Jeg savner hende hver eneste dag. Savner ikke at kunne ringe til hende. Ved jeg i år vil savne julekortet fra hende. For hun var den, der stadig skrev julekort… og sendte med frimærke på… og julemærker.

Heldigvis har jeg en bjørn, jeg kan kigge på – og mindes….og ved at styrken kommer igen.