Jeg havde en aftale i dag… med mig selv….en ting jeg havde brug for at gøre. Men jeg kom ikke afsted, hvorfor? Fordi angsten igen spændte ben, så jeg ikke kunne komme afsted.
I løbet af formiddagen kunne jeg mærke den var der… den starter som en lille ting inde i min krop og det er lige gyldigt om, jeg ignorerer den eller erkender den er der; så vokser den. En uro der vokser…. mit hjerte begynder at banke hurtigere, mine fingrer sitrer og hånden ryster. Og jeg er bange. Bange ? For hvad kan man spørge…. men jeg kender ikke svaret.
Og hvad gjorde jeg så? I dag hjalp kun en ting, at putte mig under dynen. Og sove fra den.
Da jeg vågende, var den heldigvis væk. Jeg blev liggende et stykke tid. Havde mange tanker. Især mange af dem der starter med hvorfor?
Jeg har i foråret gået i angstskole, og jeg er fortsat i ene samtaler, jeg prioriterer ro og har et minimum af aftaler hver uge, jeg spiser et hav af bønner, som jeg er blevet anbefalet af sågar en læge, Og alligevel ved jeg aldrig, hvornår angsten banker på. Det er invaliderende på en måde, som i den grad forskrækker mig. Og i dag tænkte jeg bl.a.: Hvorfor i alverden hjælper det ikke….. hvorfor kan jeg ikke glæder mig til en enkelt ting, som så bliver spoleret af den lorte angst?
Jeg siger til mig selv, at angsten IKKE skal styre mit liv. Jeg vil simpelthen ikke tillade det. Og alligevel bliver jeg en dag som i dag total handlingslammet.
Og hvad gør jeg så fra nu? Jeg fortsætter…. jeg fortsætter med mine samtaler, jeg prioriterer ro, jeg spiser bønner og kål og alt andet, jeg er blevet anbefalet. Jeg fortsætter…… sgu. Jeg fortsætter – den angst skal lære at gå hånd i hånd med mig og ikke imod mig.
Seneste kommentarer